Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om udviklingen på Djursland

Her på redaktionen af NetNyt har vi sat os for, at vi for fremtiden også vil bringe læserbreve, der ikke bare handler om eller er skrevet af én fra Nørre Djurs. Vi vil selvfølgelig også gerne være med til at skabe debat om ting, der er af mere generel interesse for Djursland.

Læs læserbrevet hér!

Det djurske borgmestersamarbejde ved navn Djurslands UdviklingsRåd udsendte i sidste uge en rapport kaldet Vejen frem for Djursland. Her anslås en positiv tone med hensyn til udviklingen, og hertil har Venstre-folketingsmedlem Else Winther-Andersen skrevet følgende kommentar i Dagbladet Djursland:

"Det er glædeligt at høre, at Djurslands UdviklingsRåd mener at kunne spore en positiv udvikling på Djursland, og denne udvikling må vi sørge for fortsætter.
Rapporten giver bl.a. udtryk for vigtigheden i, at vi fremmer udviklingen af vejnettet, og netop det punkt er meget vigtigt.
De trafikale forhold på Djursland er uhyre vigtige både for erhvervslivet og beboerne.
For virksomhederne er det vigtigt, at de kan transportere deres produkter ud til aftagerne, uden at det skal tage for lang tid. Og som det er i dag, hvor store lastbiler skal køre ad snævre veje og igennem små landsbyer med diverse vejbump, der er der tale om et meget stort tidsspild. Udover det kan man også, hvis man ser på det miljømæssige hensyn, klart se, at det er en fordel, at de store biler ikke passerer små bysamfund dag efter dag.
Det er også vigtigt, at vi har et godt vejnet, når vi skal tiltrække nye virksomheder og beboere til Djursland.
Danmark er blevet mere mobilt, og det må vi tage til efterretning.
For mange mennesker i dag er det ikke en lang tur at skulle køre 40 km til arbejde, jeg tænker på både ind- og udpendlere fra Djursland, men det bliver til en lang tur, når man skal igennem adskillige vejbump og trafiksignaler.
Vi skal udbygge vores vejnet, så det bliver attraktivt at bosætte sig på Djursland, så også andre får muligheden for at nyde alle de fantastiske ting, Djursland har at byde på."

Skrevet af Else Winther Andersen, folketingsmedlem for Venstre i Grenå-kredsen, i Dagbladet Djursland lørdag d. 2. juni

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 06-06-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000