Artikler på Nørre Djurs Web
TV om kommunesammenlægninger

Der var desværre ikke nogen af os fra redaktionen, der så det indslag fra TV2 Østjylland, hvor sammenlægninger blev drøftet som en mulighed for overlevelse for de fattigste kommuner. I indslaget medvirkede bl.a. borgmesteren og kommunaldirektøren fra Nørre Djurs.

Leif-Soerensen.jpg (24200 bytes)

Læs mere hér!
Undertegnede kom så sent ind i det omtalte indslag, at jeg ikke fik hørt, hvad vore lokale kommunalfolk sagde, men jeg fik set et Djurslands-kort med aftegning af en tænkt sammenlægning af Nørre Djurs med Midtdjurs og Grenå.
Med borgmester Leif Sørensens ord fra radioudsendelsen forleden http://www.dr.dk/p1/indblik om, at "3 fattigrøve gi`r ingen rig!" i frisk erindring, ringede vi ham op for lige at høre, om man var ved at skifte mening i Nørre Djurs. Forleden dag valgte en stor procentdel af bornholmerne at slå alle kommunerne sammen på øen, så nu var fjernsynsfolkene nysgerrige efter, om det også var en mulighed for de 3 djurs-kommuner, der jo har så store økonomiske problemer.
Leif Sørensen siger til NetNyt, at det blev vedtaget med stort flertal i kommunalbestyrelsen at fortsætte med de nuværende kommunegrænser for bare halvandet år siden. Derfor er der bestemt ikke aktuelle planer om at lægge sammen, men samtidig må man også interessere sig for, hvad der på længere sigt vil komme ud af erfaringerne fra sammenlægningen på Bornholm. Måske viser det sig at være alletiders, og så skal man da ikke på forhånd afvise, at en sammenlægning kan komme på tale engang i fremtiden, vurderer borgmesteren.
Vi spurgte lidt ind til, om der ikke var en tendens til, at københavnerne i Indenrigsministeriet bare smed den dér med bedre fordeling af bloktilskudene til de fattigste kommuner tilbage i hovederne på kommunerne med besked om, at de jo bare kan lægge sig sammen. Det bekræftede Leif Sørensen, og han var træt af, at tingene ikke blev sagt ligeud, når staten nu tilsyneladende alligevel kun ønsker at udsulte de små kommuner, i stedet for at sørge for en bedre fordeling at statstilskudene som foreslået af foreningen Det Skæve Danmark.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 31-05-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000