At de 2-årige nu skal i børnehave, er politikerne
nogenlunde enige om, men ude i befolkningen giver det anledning til en del debat. Vi
bringer her et læserbrev fra 3 mødre fra Bønnerup, bragt i dagens udgave af Dagbladet
Djursland:
"Længe leve pasningsgarantien i Nørre Djurs - men prisen for decentralisering er
stor - meget stor. Det betyder nemlig, at børn ned til to-års alderen skal i børnehave.
Vi læser i avisen, at kommunen indskriver efter alder og dernæst efter forældrenes
ønske. Men hvad med børnenes tarv? Er det børnenes tarv som to-årige at skulle
forholde sig til mange forskellige voksne, 35 andre børn og lokaler/legeplads, som i
børnehøjde må være meget store og uoverskuelige? For ikke at snakke om
personaleressourcer. Hvor er tiden til at pusle, tørre næser, hjælpe af og i tøjet
eller bare til den nærhed, som børn i den alder har krav på?
Ved modtagelse af brev fra pladsanvisningen går sagens alvor op for én. Man har fem dage
til at give besked om, hvorvidt man ønsker børnehaveplads eller ej.
Ønsker man ikke børnehaveplads og takker nej, klapper fælden, og man kan håbe på en
velvillig arbejdsgiver, der bevilger orlov, eller en "flink nabo". For ved
"nej" er du meldt af kommunal pasningsgaranti. Så er det, at man som forældre
tænker: "Hvad er det, kommunen vil med det her? Spare penge, selvfølgelig!"
Ved et møde på kommunen med Finn Byrialsen og Gert Eriksen blev denne påstand dog
dementeret. Her var det ikke økonomi, der lå bag beslutningen, men derimod
færdiggørelsen af decentraliseringen af kommunens børnehaver, d.v.s. med bygningen af
Fjellerup Børnehave. Og kommunens faldende børnetal kan i hvert fald ifølge Gert
Eriksen "let afhjælpes med en strømafbrydelsesknap på borgmesterkontoret."
Ved forespørgsel til Bønnerup Børnehave bliver man dog beroliget af at høre, hvílke
ændringer de vil foretage i forbindelse med modtagelsen af to-årige børn: etablere et
mindre lokale i den nye tilbygning til de mindste, inddrage et andet til soverum, etablere
pusleplads, lave gulvvarme, ansætte en ekstra pædagog og sende andet personale på
småbørnskursus. Afskærme et stykke af legepladsen, da den er for farlig for de mindste
børn - ja, listen er lang, og så er det, man spørger sig selv, hvor er besparelsen? Og
igen, er det rimeligt? Kommunen kan have de bedste intentioner om, at det ikke er
børnene, der skal være klar til børnehaven - men børnehaven, der skal være klar til
børnene. Men som forældre tror vi ikke på jer. For uanset personalets velvilje,
pointsystemer m.v. har de stadig kun to hænder. Selv om man laver alle de forskellige
tiltag, vil det aldrig blive godt nok.
Vi ved jo godt, hvordan det går, når der er sygdom, kursus m.v. i personalegruppen. Så
forsvinder alle de gode hensigter, og hvem er det så, der skal betale prisen for
fejlslagen økonomi, store ny- og tilbygninger og dårlige beregninger af børnetallet?
Børnehaven er et fantastisk sted med mange udfordringer for de lidt større børn (3-5
år), der har lært at klare f.eks. toiletbesøg selv og kan overskue en hverdag med flere
børn og voksne. Men den er ikke et godt sted at være, når man kun er to år og har
meget mere brug for nærhed og en lille gruppe at forholde sig til. Tid og ro til at lære
alle de praktiske ting, det er nødvendigt at kunne i en børnehave. Den mulighed har de
jo allerede rundt om hos dagplejerne. Dagplejen for de mindste og børnehaven for de lidt
større - hvorfor lave om på det?"
Skrevet af Pernille Gyldenvang, Monica Thomassen og Kirsten Kaagh Mogensen (alle fra
Bønnerup) i Dagbladet Djursland mandag d. 28. maj
Har DU en mening om de to-årige i børnehaven, så send en e-mail til dagens-nyheder@nr-djurs.net
|