Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Mere om Kolindsund

Det andet læserbrev om Kolindsund er også skrevet af en mand uden for Nørre Djurs. Han bor på Robstrupvej 21, men selv om kommunegrænsen går ved Robstrupvej 8, bringer vi alligevel hans indlæg i debatten om grødeskæringen:

"Lotte Hornemann (V) vil ikke acceptere, at fire partier bliver kaldt "miljøfjendske", blot fordi disse partier i amtsrådet anbefaler at udrydde en stor del af livet i og omkring Kolindsund Landkanaler. Hvis nu Lotte satte sig i dyrenes sted og opfattede verden, som de nu oplever den, tror man så i amtet, at de af disse vil blive opfattet som miljøvenner? Nej vel, derfor er ordet miljøfjendske lige præcis ordet, der passer bedst. Amtet har vel ikke tænkt sig at skaffe erstatningsboliger til de bortviste andefugle, m.m.?
Det forholder sig imidlertid sådan, at vi sagtens kan undvære den klat landbrugsjord, som ligger i Kolindsnd, for hvad er det, planteavlerne i Danmark bruger en del af det dyrkede korn til, jo, det bliver såmænd brugt som brændsel i centralfyr, og en stor del havner vel sagtens også i EU-lagrene.
Jeg finder det derfor aldeles forkert, at Kolindsund Pumpelag modtager store amtstilskud for at holde Kolindsund tørt. Planteavlerne får jo i forvejen store EU-tilskud til driften af denne jord. Helt ærligt og med hånden på hjertet, Lotte, virker det ikke besynderligt at bruge så mange kræfter på at holde et overflødigt og urentabelt stykke landbrugsjord i gang?
Der er i øvrigt en ting, der slår mig, når jeg læser indlægget fra Venstre i avisen, og det er ordet "Kolindsundbønder". Når folk læser dette ord, forbinder man det automatisk med små kår (så dem må vi jo nok hellere være solidariske med, tænker folk), men jeg mener, det er forkert at bruge dette ord om landmændene i området, for i disse stråtækte gårde, hvor "bønderne" levede i tidernes morgen, er i dag overtaget af få, men meget effektive landbrug, hvor nutidens planteavlere og kødproducenter bor.
Til historien må også høre, at da man i sin tid besluttede at tørlægge Kolindsund til fordel for landbrugsjord, gjorde man samtidig en del fiskere arbejdsløse. Ifølge fangstjournaler blev der landet betydelige mængder fisk, hvilket vi i dag ved har givet arbejde til mange andre. Den gang besluttede man altså at hjælpe "bønderne", men det kan jo være, tiden nu er moden til at hjælpe fiskeriet og naturen denne gang?
Det ville være fornuft fra amtets side at få udarbejdet en rapport, som én gang for alle belyser fordele og ulemper ved at lade hele eller dele af Kolindsund oversvømme. Jeg har således kontaktet Peter Meyhoff, som sidder i amtet, og denne har vist stor interesse for netop at få dette belyst, så i al beskedenhed er vi et stykke på vej i den rigtige retning. Det må vi så håbe, vælgerne værdsætter her til efteråret.
Jeg har i skrivende stund fået bekræftet, at Danmarks Naturfredningsforening - Kolindsunds Venner - vil gøre indsigelser mod amtets anbefaling. Folk, som bor ved kanalerne, er ligeledes meget skeptiske ved tanken om at blive nabo til en vandmotorvej, som står med finbarberede brinker, måske helt uden liv. Rejs jer, naturelskere, fat pennen og vær med til at gøre mishandlingen af kanalerne til et politisk emne her til efteråret."

Skrevet af Henrik Holmsted Pedersen fra Robstrupvej i Grenå

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 16-05-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000