Artikler på Nørre Djurs Web
Indlæg fra biavlerne

Formanden for biavlerne på Djursland bor nede i Fannerup. Han hedder Claus Danielsen, og han har skrevet følgende i Grenå Bladet i denne uge.

"Foråret kommer sent i år. Det kniber for mange bifamilier at have foder nok til den sidste tid, inden den danske flora for alvor lukker op for sit spisekammer. Lige i øjeblikket blomstrer de første piletræer, og også enkelte mirabelletræer har fået blomster. Det er vigtigt, at der er blomster med pollen, som bierne kan samle, for det er en forudsætning for, at dronningen for alvor vil gå i gang med at lægge æg til dette års yngel.
For biavlerne er dette tidspunkt længe ventet. Vi har de sidste måneder næsten ikke kunnet holde fingrene fra bistaderne, og mangen en gang har vi gået rundt om staderne for at iagttage aktiviteten derinde. Låget er blevet lindet lige så forsigtigt, og bistyrken og lageret af foder er talt op. Nogle familier er små og sølle, mens andre strutter af sundhed, og der er bare mange bier i kasserne.
For Biavlerforeningen for Grenå og Omegn starter sommerens aktiviteter med, at vi åbner vores skole-bigård. Vi har en bigård ude ved Skærvad. Den bruger vi som samlingssted. Vi arbejder sammen om bierne, og sommerens høst af honning sælges. Pengene, der kommer ind, hjælper på den måde til med, at vi kan lave forskellige aktiviteter i foreningen.
Første aktivitet i år løber af stabelen søndag d. 6. maj. Vi åbner skolebigården, og det foregår ved, at vi først kigger til vores bier derude. Imens laves der kaffe, og mens den nydes sammen med hjemmebagt kage, holder vi amerikansk lotteri med gevinster, som har relation til biavl. I år har vi desuden 2 rigtig gode bifamilier med huse, som vi holder auktion over. Vi får en rigtig god bisnak.
Senere på sommeren, nemlig d. 17. juni, besøger vi en biavler i Voldby. Vi ser på, hvordan han gør det.
D. 30. juni holder vi vores bigårde åbne. Det foregår ved, at vi inviterer alle, som har lyst til at se på, til at komme ud i en rigtig bigård. Vi har nogle ekstra slør, som vi udstyrer gæsterne med. Senere på sommeren averterer vi i de små aviser med adresserne på de bigårde, som er åbne. Vi håber på denne måde at komme i forbindelse med nogle mennesker, som kunne få interesse for det at holde bier. Det giver samtidig mulighed for at få kontakt til en biavler, som kan være med til at hjælpe én i gang.
D. 31. juli behandler vi skolebigårdens bier mod varroamider. Vi er interesseret i, at biavlere, som er det mindste usikre på, hvordan det skal gøres, at de kommer herud. Vi ved, at der er en del biavlere, som ikke er medlemmer af en biavlerforening, og de har således ikke så nemt ved at få de rigtige informationer om de effektive måder at klare den opgave.
Interesserede til disse arrangementer er velkomne til at henvende sig til undertegnede formand for Biavlerforeningen for Grenå.
Vi finder så ud af at vise dig ud til vores arrangementer."

Skrevet af Claus Danielsen, Slettenvej 24, Fannerup, i Grenå Bladet d. 1. maj

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 02-05-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000