En anden læser, René Paw Christensen, har
følgende kommentar til samme borgmestersvar. Han skriver:
"Først tak til borgmesteren for hans fine læserbrev. Her er hans afslutning:
"Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at vi arbejder på, at løsningen skal
komme flest mulige borgere i Nørre Djurs til gode, specielt hvis der skal skattekroner i
det."
Hvis Nørre Djurs Kommune er med i noget som helst, er der vel skattekroner i den
pågældende løsning. Jeg tror da ikke, at Nørre Djurs Kommune kommer med gratis - det
må vel igen betyde at den løsning, som bliver valgt, skal komme flest mulige borgere i
Nørre Djurs til gode.
Hvad flest mulige vil sige, ved jeg ikke - men det er vel en hensigtserklæring om at nå
så mange erhverv og borgere som teknisk muligt.
Næst vil jeg nævne, at Tele Danmark på deres hjemmeside oplyser om, at de i slutningen
af dette år og starten af 2002 vil tilbyde ADSL på flere centraler i Nørre Djurs (fra
Tele Danmarks hjemmeside):
01-11-2001 Ørum
01-11-2001 Fjellerup
01-01-2002 Kastbjerg
01-02-2002 Bønnerup
01-05-2002 Gjerrild
01-06-2002 Fannerup
Det er da også en god ting, i hvert tilfælde er det både mht. pris og hastighed bedre
end ISDN.
Man kan så spørge, om kommunen skal gå ud og investere i noget som helst, og ikke bare
vente og forbinde sine institutioner med ADSL og VPN.
Set i det nye lys har jeg et par spørgsmål, som jeg godt vil kaste ind i debatten:
- Bliver Tele Danmark de eneste, som tilbyder ADSL, altså et monopol uden konkurrence?
Er det trådløse FWA et brugbart alternativ, får hver bruger en garanteret båndbredde
på minimum 2 Mbit/s?
Bredbånd starter ved 2 Mbit/s, uanset hvad Tele Danmark og andre kalder deres ADSL
løsning. Det vil sige, at vi med ADSL lige akkurat kan smage bladguldet på carporten.
Der kører vist nogle forsøg med hastigheder op til 8 Mbit/s på DSL, men det er jo
svært at sige, om det kommer til Nørre Djurs inden for de næste par år. Endelig har
ADSL jo også en begrænsning på afstanden/kobberkvaliteten mellem telefoncentralen og
brugeren - og det er lige så svært at sige, om den øges inden for den nærmeste
fremtid.
Derfor mener jeg, at debatten må gå på, om Nørre Djurs Kommune skal vente og bruge
ADSL/VPN, eller om kommunen vil investere i ægte bredbånd - det vil sige mellem 2 Mbit/s
og 10 Mbit/s eller mere.
Vælger kommunen, evt. i samarbejde md de andre kommuner, at investere i bredbånd - ja
så skal det også komme erhverv og borgerne til gode. I så fald kan det ikke passe, at
erhverv og borgere skal lalle på 512 Kbit/s, mens kommunen sætter udstyr op til f.eks.
10 Mbit/s.
En evt. lokal bredbåndsløsning skal efter min mening tage udgangspunkt i Amtets
fiber-ring, ligesom Kommunen er Amtet jo os alle sammen, og der får vi sikkert
forbindelsen til kostpris.
Det, som mangler, er bredbåndsforbindelsen fra fiber-ringens tilslutningssteder (sikkert
Ørum og måske Kastbjerg) og ud til kommunens institutioner, erhverv og borgere.
Spørgsmålet er så, hvordan dét gøres??????????"
Indsendt af René Paw Christensen
http://www.rpc-scandinavia.dk
rpc@nr-djurs.net
|