Artikler på Nørre Djurs Web
Kultur Raketten i Stenvad

Inderbillede.jpg (13370 bytes)

Det var simpelt hen for godt vejr søndag eftermiddag, da menighedsrådet i samarbejde med daghøjskolen havde arrangeret korkoncert i Stenvad Kirke med det lokale rytmiske kor, Zesong-Koret.

Læs mere hér!

Det var vist det tætteste, vi endnu har været på forår i år, og det kunne da også tydeligt ses på fremmødet i kirken. Omkring 30 mennesker havde sat haveredskaberne tilbage i skuret for at gå ind i den kølige kirke, og man kan dårligt bebrejde dem, som havde valgt haven.
Derimod er det ikke for meget sagt, at de virkelig gik glip af en flot oplevelse, for det rytmiske kor under ledelse af Christien van der Hoeven er en pryd for Nørre Djurs. Når man tænker på, at der er tale om et ganske almindeligt aftenskolehold, er det imponerende, hvordan korklangen i den grad er blevet forbedret i de seneste år. Det er amatører, og det skinner naturligvis igennem hist og pist, men tager man det i betragtning, er der faktisk tale om et mindre mirakel. Koret har i sin levetid været plaget af de fleste kors problem, nemlig at for få herrer har tid og lyst til at kaste sig ud i korsang, men med tilføjelsen af nogle mandestemmer fra det nedlagte rytmiske kor i Grenå er herresiden i Zesong-Koret blevet forbedret ganske betydeligt.
Koncerten startede med 3 Beatles-numre, der ikke lige var Deres udsendtes kop the. Ikke at jeg har noget imod Beatles-numre, men det er en meget krævende disciplin at synge rock og få det til at swinge, så det ikke bliver firkantet. Zesong-Korets store force ligger et helt andet sted, nemlig når de kaster sig over andre kulturers sange. En lille afdeling med afrikanske sange både fra vest og syd til heftigt tromme-akkompagnement var rent ud sagt en fryd for øret, og efter en lille tur over en herlig svensk kanon rettede man blikket mod Østeuropa, hvorfra der blev budt på både tjekkiske og rumænske sange. Alt i alt et svært repertoire, der blev afleveret med fynd og klem og højt humør, og det kunne da være dejligt en dag at høre dette kor ved en lejlighed, hvor der var mange folk, for det har de virkelig fortjent.
I virkeligheden var der tale om et dobbelt-arrangement i Stenvad i går, som også skulle have budt på et spændende foredrag med titlen "De Anderledes" med Lars Brink Lorenz fra Jægergårdens Efterskole i Gjerrild, men der var afbud fra foredragsholderen. I stedet havde man fået fat i en mand fra en fynsk efterskole, men Deres udsendte lod sig lokke hjem til solen i haven.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 23-04-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000