Artikler på Nørre Djurs Web
De grønne guider laver blomsterkampagne

Allerede nu vil vi gerne informere om et arrangement, hvor de grønne guider over hele landet deler frøposer ud med vilde blomster.

I pressemeddelelsen hedder det:


180 millioner vilde blomster vil blomstre til sommer

Vilde, danske blomster er efterhånden blevet sjældne, fordi deres naturlige voksesteder som grøftekanter og grønne områder sprøjtes med pesticider. Men til sommer vil vi kunne opleve dem blomstre igen over hele landet takket være en kampagne med sloganet: "Giv jorden et lift - så frø uden gift".

Til sommer vil vi få Danmarks vilde blomsterflora tilbage. Over hele landet vil vilde, danske blomsterarter som blåklokke, kællingetand, hjertegræs, hvid okseøje, kodriver, kornblomst og valmue blomstre på grønne områder, legepladser, grøftekanter og i private haver. Vilde, danske blomster, som efterhånden er blevet sjældne, fordi grøftekanter, rabatter og grønne områder sprøjtes med pesticider. Resultatet er kedelige græsarealer, der ikke giver levemulighed for ret mange insekter, fugle og smådyr. Det bliver der nu gjort noget ved. I forbindelse med Jordens Dag, søndag den 22. april, vil 180 millioner økologiske frø af 31 vilde, danske blomsterarter blive sået ud over hele landet. Det svarer til et frø for hvert barn, der fødes på Jorden i år.

Bag kampagnen "Giv jorden et lift - så frø uden gift" står netværket af grønne guider, de godt 100 lokale miljøvejledere, der er ansat i kommuner, bydele, boligselskaber og foreninger over hele landet for at vejlede borgere og lokalområdet med omstillingen til en miljømæssigt bæredygtig livsstil. Formålet med blomsterfrø-kampagnen er at skabe opmærksomhed og debat om økologisk havedyrkning og begrebet biologisk mangfoldighed.

 

Aktiviteter over hele landet

Hver grøn guide får 666 poser med økologiske blomsterfrø til uddeling. Ideen er, at blomsterfrøene skal såes på arealer, der hidtil har været dækket af græs, grus, sten eller flis for dermed at skabe en smuk og varieret flora til glæde for både mennesker og dyr.

Det er op til den enkelte grønne guide at planlægge, hvordan kampagnen skal foregå lokalt. Ideerne er mangfoldige.

- Jeg laver en udstilling om giftfri havedyrkning på Miljøcenteret Viden Om, og på Jordens Dag vil jeg uddele frøposerne på gader og stræder, fortæller grøn guide Hanne Lauritsen, Frederikshavn, og tilføjer, at hun ikke er i tvivl om, at folk vil være interessede i at få frøposerne.

- Sidste år gjorde jeg noget tilsvarende, og da blev 2000 frøposer med blomsterfrøblandinger revet væk, fortæller hun.

I Ry har i Midtjylland grøn guide Charlotte Valløe planlagt et arrangement med den lokale planteskole og Ann Karlslund, der er grøn guide i Helsinge kommune i Nordsjælland, har aftalt at frøene såes ud af børnene på arealer ved kommunens fritidshjem. I Det Økologiske Inspirationshus ved Jytte Abildstrøms Teater Riddersalen på Frederiksberg vil grøn guide Nils Ørum-Nielsen tilbyde husets besøgende en frøpose. I Karlebo Kommune i Nordsjælland har grøn guide Tine Brandt sendt en frøpose og et brev med gode råd om afvikling af pesticidforbruget til kommunens bolig- og grundejerforeninger.

- Den boligforening, jeg arbejder for, har allerede taget mod opfordringen ved at lade et meget stort græsareal omlægge til blomstereng. Så dette er historien om en lille pose frø, der bliver til en hel blomstereng, fortæller Tine Brandt.

Andre steder i landet vil de grønne guider invitere børn og voksne til at bygge fuglekasser til de fugle, som vil få glæde af de mange insekter, som de vilde blomster vil tiltrække.

 

Gode grunde til kampagnen

Der er mange gode grunde til sådan en blomsterfrø-kampagne, mener én af initiativtagerne til kampagnen, grøn guide i Glostrup, Thorbjørn Stenholm:

- Med de økologiske frø vil vi inspirere folk til at dyrke deres haver og pleje deres grønne områder uden sprøjtegifte, både af hensyn til grundvandet og den biologiske mangfoldighed. Vi har netop valgt en frøblanding med vilde, danske arter for at understrege, at biologisk mangfoldighed ikke bare handler om at bevare regnskove langt herfra, men i allerhøjeste grad også om at bevare de oprindelige, danske arter.

Samtidig ønsker de grønne guider med blomsterfrø-kampagnen at gøre miljøarbejdet konkret, og give lokale grupper og foreninger et overskueligt projekt, de kan samles om.

- Vi håber selvfølgelig, at kampagnen vil skabe debat og bevidsthed om brugen af pesticider og om vigtigheden af at bevare og fremme Danmarks biologiske mangfoldighed ved at vælge danske arter til haver og grønne områder frem for udenlandske, siger Thorbjørn Stenholm og tilføjer:

- Med blomsterfrø-kampagnen vil vi grønne guider også gerne vise, at miljøbevidst livsstil ikke kun handler om restriktioner og løftede pegefingre, men også kan skabe skønhed, oplevelser og øget livskvalitet.

Kampagnen støttes økonomisk af Miljøministeriets Grønne Fond.

Jordens Dag den 22. april er en verdensomspændende, årligt tilbagevendende mærkedag, som er indstiftet og gennemføres af et netværk af frivillige og folkelige organisationer, skoler og virksomheder med det formål at skabe opmærksomhed, ansvarlighed og handling i retning af et renere og sundere miljø for alle levende væsner.

 

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 10-04-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000