Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: …..og mere om den dårlige økonomi

I samme avis er der et nyt indlæg fra Jens Peter Jellesen, byrådsmedlem fra partiet Venstre, hvor han uddyber sine synspunkter om den dårlige økonomi i Nørre Djurs Kommune:

"Bliver Nørre Djurs Kommune en dyr kommune at bo i?
Nørre Djurs er en god kommune at bo og leve i. Der er mange gode kvaliteter, men der er nu ved at tegne sig nogle mørke skyer i horisonten.
Forudsætningen for, at vi stadig har en god og attraktiv kommune, er, at vi "har foden under eget bord", og at vi selv bestemmer også over den nærmeste fremtid.
Det er den forudsætning, vi er ved at sætte over styr, og det bekymrer os i Venstre.
Der har de seneste år været stor aktivitet i vores kommune, og aktiviteterne har vi stort set været enige om og med til at igangsætte, men på et tidspunkt må vi sætte tæring efter næring.
Jeg har ofte, i kommunalt regi, hørt betydende socialdemokrater udtale sig om, at det betyder ikke noget, hvor stor en skat vi udskriver - blot borgerne føler, at man får noget for pengene.
Det er blandt andet her, at vejene skilles mellem Socialdemokratiet og Venstre.
Socialdemokraterne opstiller målene og planerne og udskriver herefter skatten, og efterfølgende har det endog ofte vist sig, at skatteudskrivningen ikke har været tilstrækkelig.
I Venstre ønsker vi først at se på, hvilke realistiske rammer vi har at arbejde ud fra, altså f.eks.: Hvor mange midler har vi at gøre med det næste år og så herudfra fastlægge mål og planer.
På kommunalbestyrelsesmødet i juni sidste år havde vi en kraftig diskussion om rammer og mål på ældreområdet. Her vedtog et flertal uden om Venstre at fastlægge personalenormeringen.
Dette gjorde man uden at have nogen anelse om det økonomiske resultat for år 2000 - altså et tydeligt eksempel på, at mål og planer fastlægges uden at kende de økonomiske rammer. Venstre ønskede det bombastiske begreb "fastlægge" ændret til "forsøges opretholdt", men dette blev nedstemt.
Det viser sig nu, at et flertal udenom Venstre ikke er i stand til at holde den afgørelse, der blev truffet for mindre end 9 måneder siden.
Borgmesteren skriver i sidste uge, at driftsresultatet for 1999 viste et overskud på 8,6 millioner kroner; dette er rigtigt, men han glemmer lige at fortælle, at der var budgetteret med et overskud på 18,1 millioner kroner.
Det vil sige, at der dette år var et merforbrug på 9,5 millioner kroner i forhold til budgettet, og ser man på kommunens samlede resultat, så var underskuddet i 1999 på 7 millioner kroner.
Skatten for år 2000 blev nedsat med 0,1% til 20,7%. Begrundelsen herfor var alene en konstitueringsaftale mellem A, C og Nørre Djurs Listen.
Skulle vi have levet op til kommunalbestyrelsens målsætning om en forøgelse af kassebeholdningen med 4 millioner kroner, skulle skatten ikke have været nedsat med 0,1%, men hævet med cirka 2%.
Det blev skatten så for år 2001, nemlig hævet med 1,2 procentpoint til 21,9. Den største stigning nogensinde i Nørre Djurs Kommune.
Alt tyder på, at hvis kommunens ydelser ikke tilpasses, så vil skatten stige yderligere til næste år.
Vi vil da sandsynligvis ryge op, om ikke som den dyreste landkommune i hele landet, så blandt de ti dyreste.
Bliver det tilfældet, er vi ikke længere en attraktiv kommune, og det vil være synd og skam."
Skrevet af landbrugskonsulent Jens P. Jellesen fra Mastrup, Venstre i Nørre Djurs, i Dagbladet Djursland mandag d. 9. april

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 09-04-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000