Nu blander også socialdemokraten Gert Eriksen sig i
debatten om den økonomiske krise i Nørre Djurs. Han skriver:
"Venstres gruppeformand Jens Peter Jellesen bruger i øjeblikket en del spalteplads
på at fortælle borgerne i Nørre Djurs, hvor uansvarlige kommunens politikere er.
Ja, det gælder selvfølgelig ikke Venstre - kun os andre i kommunalbestyrelsen. Problemet
er bare, Jellesen, at der har været enighed om den politik, som er ført de sidste år.
Gang på gang har Venstre stemt for tiltag, som nu fremtræder som kommunens politik.
Nørre Djurs` økonomiske trængsler og overskridelsen på visse konti skyldes jo
udefrakommende udgifter samt en udligningsmodel, som rammer Nørre Djurs og 150 andre små
kommuner urimeligt hårdt.
Nok om det - den debat er fortløbende og vil helt sikkert køre længe endnu.
Tilbage til det med uansvarligheden, Jellesen, jeg vil gerne have et eksempel på de
tiltag, som du mener er uansvarlige. Er det de penge, der er brugt på de ældre, skolerne
eller børnene i Nørre Djurs? Synes du, de lever over evne på plejehjemmene, eller er
det luksus at have hjemmehjælp i 1,20 time (gennemsnitlig) om ugen? Synes du, at skolerne
er for flotte eller for veludstyrede? Du ved jo godt, at det er disse områder, der har
80-90% af udgifterne.
Jeg er ikke flov over Nørre Djurs Kommune, som den er i øjeblikket, tværtimod. Vi kan
være stolte over det, vi har gjort kommunen til. Der er gjort et godt stykke arbejde,
også af de ansatte.
Vi vil ikke være med til at afvikle kommunen, men derimod udvikle den. Selvfølgelig skal
vi løse de økonomiske problemer, der er p.t. Det er vores pligt og ansvar.
Til slut vil jeg gerne spørge dig, Jens Peter Jellesen. Hvor er de nye oplysninger
angående den nye børnehave i Fjellerup, som du er citeret for i Dagbladet Djursland? De
sidste 3 børnehaver, som vi har bygget, har påvist en besparelse i forhold til
dagplejen. Der er ikke noget nyt i det.
Det var sidst fremme, da vi undersøgte alderskriterierne for børn i vores børnehaver.
Det er for Nørre Djurs Kommune både en økonomisk og pædagogisk god idé at bygge den
børnehave, og jeg er glad for, at Venstre og Jens Peter Jellesen følger den
"uansvarlige" del af kommunalbestyrelsen og stemmer for.
Godt for børnene, godt for Fjellerup. Uansvarligt - selvfølgelig ikke.
God valgkamp, Jens Peter."
Skrevet af socialdemokraten Gert Eriksen (formand for Børne- og Kulturudvalget) fra
Stenvad i Dagbladet Djursland, søndag d. 1. april
|