Forleden dag var det Nørre Djurs Listens Malte
Larsen, der manede til besindelse med hensyn til ikke at reagere i panik over det
galopperende underskud i kommunens regnskab fra sidste år. Hertil svarer Venstre-manden
Jens Peter Jellesen i dagens avis:
"Noget af det værste, man her i livet kan blive udsat for, er at miste sine
frihedsgrader.
Vi hører det gang på gang og mange steder fra. Uanset om det er fra folk, som mister
deres personlige frihed, eller det er, når man mister friheden til selv at bestemme over
sine økonomiske forhold. Alle siger enslydende: "Det værste er - ikke selv at kunne
bestemme."
Et af nøglebegreberne i Venstre er netop "Frihed" - frihed til selv at
bestemme, selvfølgelig under ansvar.
I et liberalt parti vil man aldrig kunne gå på kompromis med frihedsbegrebet.
Frihedsbegrebet er det fundamentale både for at udvikle den enkelte person og dermed
også et samfund.
Nørre Djurs Kommune er ved at sætte sine frihedsgrader over styr. Den økonomiske
situation er så anstrengt, at kommunen risikerer at blive sat under administration.
Likviditeten er så belastet, at kassebeholdningen vil være negativ i en lang periode
fremover.
Reglerne er således, at en kommune ikke kan få lov til i længere tid (over 12 måneder)
at køre med en negativ kassebeholdning.
Kan kommunen ikke selv finde ud af det, kommer indenrigsministeriet og udstikker nogle
retningslinier for, hvorledes kommunen fremover skal agere. Indenrigsministeriet vil
herefter følge kommunen tæt, altså en slags overvågning, og det vil være særdeles
ubehageligt for ikke at sige pinligt.
Det er pinligt over for borgerne i kommunen at tilkendegive, at kommunalbestyrelsen og den
daglige politiske ledelse ikke er i stand til at administrere kommunen, men skal have
andre til det.
I Venstre vil vi gøre alt for ikke at blive sat under administration.
Vi skal ikke have Indenrigsministeriet til at komme og hjælpe os med at redde kommunen ud
af en økonomisk vanskelig situation.
Lad os selv tage hånd om sagen og få rettet op på forholdene.
I perioden fra 1994 til 1998 havde Nørre Djurs Kommune et pænt overskud på den
ordinære drift, varierende fra 3 til 10 millioner kroner om året. I de sidste 2 år har
vi haft et underskud på 7 millioner kroner om året, og som det ser ud lige nu, vil år
2001 også komme ud med et underskud. Det kan ikke fortsætte.
Når man udtaler sig sådan, er der nogle, der mener, at man er sortseer, og at man er ude
på at ville sætte al udvikling i stå. Dette er på ingen måde tilfældet, tværtimod
udviser Venstre ansvarlighed ved at agere på de faktiske forhold, således at vi i
kommunen kan bevare vores selvstændighed til fortsat selv at kunne bestemme over
udviklingen.
I visse kredse hersker den opfattelse, at vi kan låne os ud af problemet. Det kan vi
ikke, det er nødvendigt, at der skabes et vedvarende ordinært driftsoverskud i kommunen.
Kommunen har lånt mange penge de seneste år, og nogle af de lånte penge er anbragt
således, at de giver et fornuftigt afkast. På trods heraf har der været et
driftsunderskud på syv millioner om året de sidste to år.
Derfor har vi i Venstre foreslået et anlægsstop. Et anlægsstop er ikke nok, der skal
mere til. Vi undgår ikke at skulle forholde os til den ordinære drift.
Skatten er så høj, at vi ikke kan forestille os, at borgerne vil være med til at betale
mere.
Kommunens økonomiske situation er så anstrengt, at det vil tage lang tid at rette op på
forholdene. Nogle tror, at det vil kunne lade sig gøre på nogle måneder eller måske et
halvt år, men nej - det vil tage flere år.
Vi vil fortsat videreudvikle vores kommune, men vi vil selv have lov til at bestemme. Det
vil være yderst ubehageligt, hvis Indenrigsministeriet kommer og tager over."
Skrevet af Jens Peter Jellesen, Venstre i Nørre Djurs, i Dagbladet Djursland tirsdag
d. 27. marts
|