Artikler på Nørre Djurs Web
Hvor går Erhvervsrådet hen?

NørreDjurs erhvervsråd.jpg (10925 bytes)

Torsdag aften var omkring 35 medlemmer af Nørre Djurs Erhvervsråd samlet på Gjerrild Kro til den årlige generalforsamling. Vi har snakket med den nye formand, Peter Madsen fra Ramten, og han har fortalt os lidt om, hvad der blev snakket om.

Læs mere hér!


I bestyrelsen har man i det sidste stykke tid spurgt sig selv, om man nu skulle nedlægge sig selv, ligesom det tilsvarende råd i Grenå netop har gjort det. Nu, hvor samtlige erhvervsråd på Djursland har lagt sig ind under Djurslands Erhvervsråd, ville det måske være nærliggende at gøre. Men i vores område har erhvervsfolkene nogle helt andre planer, så derfor ønsker samtlige medlemmer at føre rådets arbejde videre.
Den hidtidige formand, Olaf Wulff fra Voldby, er blevet valgt ind i det "store" Erhvervsråd, så der er en klar forbindelse til det store fællesskab. Den nye formand, Peter Madsen, fortæller til Nørre Djurs NetNyt, at man i Nørre Djurs ønsker at holde fast i området som tumleplads for små virksomheder. Man vil gerne bevare det lokale særpræg og endda i fremtiden udbygge det. Derfor har rådets sekretær, Bjarne Kristensen, lavet en interview-undersøgelse blandt egnens erhvervsdrivende, og den skal gerne udmønte sig i en handleplan for det videre arbejde indtil 2005.
Formanden ser det som vigtige opgaver sammen med vores kommune at gøre det mere attraktivt at slå sig ned og starte virksomhed hér og markedsføre Nørre Djurs som et godt sted at være. Der skulle gerne være muligheder for at give vejledning til iværksættere, og der må ligeledes arbejdes på en bedre infrastruktur. Disse er blot nogle få af Erhvervsrådets visioner, som skal klares lokalt, men et par enkelte fremtidsønsker må man dog bede om hjælp til hos det "store" råd, nemlig spørgsmålet om de dårlige lånemuligheder for iværksættere og om, hvordan man tackler problemerne omkring generationsskiftet i de små virksomheder.
I flere år har de lokale erhvervsfolk snakket frem og tilbage om at bygge et erhvervshus, og planerne er da også temmelig langt fremskredne. Grunden har man (industriområdet i Ørum), tegningerne er lavet, og der er blandt medlemmerne også håndværkere, som er parate til at gå i gang med byggeriet. Man forestiller sig, at det er her, alle den lokale know-how skal samles, og at de erhversdrivende kan lave kurser og anden mødevirksomhed hér. Idéer mangler der altså heller ikke, men for at huset kan blive en realitet, er det nødvendigt at lave en eller to lejeaftaler med nogen, der kan danne det økonomiske grundlag. Så lad dette være en opfordring!
Til sidst skal vi lige fortælle, at formand Peter Madsen og Marianne Aabenhus som de eneste bestyrelsesmedlemmer stod for valg, og de blev begge genvalgte.
I øvrigt vil vi gerne opfordre vores læsere til at gå en tur ind på tandlæge Palle Skjødts ny-designede webside for Nørre Djurs Erhvervsråd. Her kan du for fremtiden følge med i rådets arbejde:
http://www.nr-djurs-erhverv.dk

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 26-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000