Artikler på Nørre Djurs Web
Kultur Raketten fortsætter

For første gang har et af oplysningsforbundene stillet sig som arrangør af en KulturCafé. Det er ikke i denne week-end, men vi vil gerne opfordre folk til at sætte kryds i kalenderen, så derfor er vi lidt tidligt ude med følgende pressemeddelelse, som Kirsten Krogh fra Kultur-Forvaltningen har sendt til os.

Læs om KulturCaféen hér!

"FOF kobler sig på KULTUR-RAKETTEN i Nørre Djurs Kommune.
I samarbejde med GJERRILD OG OMEGNS BORGERFORENING laver FOF Kulturcafe

SØNDAG DEN 1. APRIL KL. 14.30
I GJERRILD-BØNNERUP FRISKOLE - gymnastiksalen

Kulturcafeens titel er

EN LANDSBYTOSSE FORTÆLLER - WIERØDDERNE "SYNGER".

Kulturcafeen starter og slutter vanen tro med en fællessang, akkompagneret af Ole Wierød.
Herefter skal vi opleve præsten fra Rimsø KURTH CARLSSON fortælle.
Han kan bryste sig af en ny titel, nemlig "Årets Landsbytosse år 2000".
Kurth Carlsson har fået prisen for at have gjort en stor indsats for sit lokalområde og for vilkårene i landdistrikterne, og han betragter selv prisen som et stort skulderklap og en opfordring til at fortsætte sit virke.
På denne Kulturcafe vil han fortælle om sit brogede liv og sine mange ideer.
Dernæst sørger Gjerrild og Omengs Borgerforening for, at man kan købe kaffe/the og lækker kage.

WIERØD-KVARTETTEN overtager herefter. Den består af hele familien Wierød fra Glesborg: Anna på 16, Lea på 18, mor Inger og far Ole.
Både mor og far er uddannet på Musikkonservatoriet, og døtrene har tydeligvis arvet forældrenes talenter, så det er absolut en høreværdig optræden, der venter det forhåbentlig talrige publikum.
WIERØD-KVARTETTEN har specialiseret sig i en genre, som ingen rigtigt har dyrket siden i 50'erne og 60'erne. Ensemblet "Swingle-Singers" blev verdensberømte på at gøre netop dét: at synge klassiske instrumentalværker, dvs: at fremføre f.ex. strygekvartetter alene med stemmens brug.
Ved Kultur-caféen den 1. april på Gjerrild-Bønnerup Friskole vil WIERØD-KVARTETTEN fremføre følgende program:
Johan Sebastian Mozart: Ajne klejne Schnak-Musik med satserne: 1. Allé-kro 2. Marengs 3. Menu 1 og 4. Rundtenom
Vavilde: De 4 Godbidder - Forretten med satserne: 1. Alt, der ka' gro 2. Lango pizzerio 3. Danska pasta-rollo
Wolfgang Amadeus Beethoven: "Miniet i G" Angrebo (men uden tropper)
B. Sjöberg, arr. OW: "Den första gång jag såg dig"
Arr. OW: På Samsø var en pige
Svensk Folkemel.: Flickorna i Småland
Th. Laub: Stille, hjerte, sol går ned.

Gå ikke glip af denne anderledes, originale Kulturcafé, søndag den 1. April.
Prisen er kr. 50, som betales ved indgangen.

Skrevet af Lene Fribo, skoleleder i FOF for Nørre Djurs, Midtdjurs og Grenå

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 23-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000