Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om bredbånd på lige vilkår

Bjarke spørger.jpg (3898 bytes)

Bjarke Nielsen fra Bøvl-Miljøet i Nørre Djurs har også været til høring om Bredbånd til Djursland. For ham er det et vigtigt princip, at den hurtige Internet-forbindelse bliver en mulighed for selv mennesker, der bor langt ude på landet til den samme pris, som folk i byerne (Grenå, Ebeltoft, osv). Han forestiller sig efter høringen i går, at IT-Djursland kunne være det sted, hvor man samlede alle informationer om folks forskellige behov alt efter, hvor de bor på Djursland, så man for hvert område kunne føre forhandlinger på brugernes vegne.
Han skriver følgende:

"Efter gårdsdagens spændende høring om bredbånd til alle på Djursland NU, på AMU-centret i Pederstrup - hvor omkring 15 fra Bøvl-miljøet deltog -, er det store spørgsmål på IT området i den kommende tid, om solidariteten på Djursland i al almindelighed er stor nok til at folk helt ude på - som det hed - "Lars Tyndskids mark" vil blive inviteret med på højhastigheds Egns- og Internet, på helt lige økonomiske vilkår med folk og virksomheder i de tættere bebyggede egne. For Bøvl-miljøet er dette nemlig et ledende princip.
Det bliver derfor spændende at se om IT Djursland, Djurslands Udviklingsråd og Djurslands Erhvervsråd har vilje og evne til at gå ind i et samarbejde om at løfte denne opgave i solidaritet med "Lars", - gennem at iværksætte en omfattende organisering af Djurslands forskellige geografiske områder, hvor ingen lades i stikken.

IT Djursland, som paraply-organisation?

Der er brug for en paraply-organisering, der skal tjene til at samordne initiativer for kommunerne, for virksomhederne, for institutionerne, for foreningerne og ikke mindst for alle husstande.

Bjarke høres a.jpg (9743 bytes)
Bjarke Nielsen ved høringen igår.

Hvis det kan lykkes at skabe samordning og organisering, sådan at store interesse-grupper i hvert lokal-område opstår, så vil f.eks. IT Djursland, som paraply-organisation og forhandler på alles vegne, kunne stå SÅ stærkt over for tjenesteudbyderne, at en hel vifte af forskelligeteknikker og udbydere vil kunne sættes velkoordineret igang rundt om på Djursland.

En sådan model vil nemlig kunne sikre at tjenesteudbyderne løbende holdes i en fortsat rift om at skabe gode og billige løsninger for hele Djurslands-området, efterhånden som kontrakter for delløsninger i de forskellige lokal-områder løbende skal genforhandles af en sådan samlende fælles paraply-organisation.

IT Djursland, eller et lignende bredt favnende initiativ, kunne på denne måde udvikle sig til et gennemført folkestyret IT-miljø, der tjener som en focuserende linse, hvorigennem lyset samles på den ene side og spredes på den anden. Det vil sige, på den ene side skal befolkningens interesser samordnes, for på denne måde at sætte Djursland i focus som et meget attraktivt område for tjenesteudbyderne, - og på den anden side bør der samordnet igangsættes en hel vifte af løsninger, plukket bevidst fra forskellige tjenesteudbydere, så konkurrencen holdes åben, og så afhængighed af én bestemt tjenesteudbyder og dennes teknik umuliggøres - også på længere sigt.

Skrevet af Bjarke Nielsen, Koordinator for Nørre Djurs Web- & Computer-Bøvl-miljø
http://www.nr-djurs.net, Boevl@nr-djurs.net
Bøvl-værkstedet i Nørre Djurs Hallen, 87 79 23 60.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 22-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000