Artikler på Nørre Djurs Web
Meld dig som indsamler!

D. 1. april skal medlemmerne af den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse igen ud at samle penge ind, og i spidsen for årets kampagne står 2 kendte ansigter fra det lokalpolitiske liv, fung. borgmester Poul Kjelgaard og fhv. borgmester Evald Andersen. Sidste år var der 44 indsamlere, og i år kunne man godt tænke sig at være endnu flere.
Herom skriver Yrsa Christensen følgende:

"Søndag d. 1. april beder Kræftens Bekæmpelse borgerne i Nørre Djurs Kommune om hjælp ved den årlige landsindsamling. Pengene skal bl.a. bruges til at styrke rådgivningsarbejdet og gøre det lettere for patienterne at vende tilbage til et normalt liv.
Vi var stolte over Nørre Djurs Kommune sidste år. Da samlede 44 frivillige indsamlere 42.026 kr. ind. Vi håber på et endnu bedre resultat i år, hvor vores landsindsamling finder sted d. 1. april.
Vi beder om et par timer af din søndag - tag eventuelt hinanden under armen og brug søndags-spadsereturen til at samle ind.
I år går pengene bl.a. til at styrke rådgivningsarbejdet for kræftpatienter og deres pårørende. De fleste af os ved, at vi kan blive ramt af en alvorlig sygdom. Alligevel kommer en kræftdiagnose oftest som et chok, og en tid føles det, som om man mister fodfæstet, og verden falder fra hinanden. De mennesker, der får kræft, har brug for al den hjælp, de kan få. Her kan en samtale med en rådgiver fra Kræftens Bekæmpelse gøre godt. Man kan lade følelserne få frit løb uden at tænke på, om man gør sine pårørende bange eller kede af det, og man kan samtidig få svar på alle de spørgsmål, der trænger sig på, når man får kræft.
Kræft rammer ca. 28.000 mennesker hvert år, og ca. 15.000 dør af sygdommen. I Danmark lever knap 200.000 mennesker med kræft. Kræftens Bekæmpelse er en 100 % privat foreningder er helt afhængig af støtte fra frivillige. Af hver en krone, foreningen bruger på at bekæmpe kræft, kommer 5 øre fra staten. Resten - 95 øre - er frivillige bidrag fra private. Sidste år brugte Kræftens Bekæmpelse 280 mill. kroner i kampen mod kræft.
Kræftens Bekæmpelse samler penge ind til kræftforskning, støtte til patienter og deres pårørende og til forebyggelse.
Meld dig som indsamler til: Rita Nielsen (Gjerrild), Tove Nielsen (Glesborg), Elin Gorecki (Fjellerup) eller undertegnede."

Skrevet af Yrsa Christiansen, formand for lokalkomitéen for Kræftens Bekæmpelse i Nørre Djurs Kommune, Plantagevej 2, Bønnerup Strand, 8585 Glesborg, i Grenå Bladet d. 20. marts

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 20-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000