Artikler på Nørre Djurs Web
Glaspuster med succes

Jason Svendsen har boet sammen med sin mor og stedfar på Emmelev Kærvej hele sin barndom, og han havde hele sin skolegang på Norddjurs Friskole, da den i sin tid lå i Kastbjerg. De kreative forældre og den ditto skole har sat sit præg på Jason Svendsen, og nu har han vind i sejlene som kunsthåndværker.
I Alt for Damerne har vi fundet følgende:

"Engang lå her et sømandsværtshus, nu er det et glaspusteri. Nyhavns Glaspusteri i Toldbodgade 4 åbnede i sommeren 1999 med glaspuster Christian Edwards (32 år) og glaspuster og designer Jason Svendsen (28 år) bag. Forretningen på godt 120 kvm holder til i en kælder i det travle Nyhavn i et gammelt bindingsværkshus fra 1730. Værkstedet ligger i baggården og er åbent for alle 6 dage om ugen. Her kan man komme ind fra gaden og se en produktion "live".
De 2 kunstneres stil beskrives bedst som ung, vild og med et strøg af nostalgi. Og det hele har tydeligvis rod i dansk design. I dette flotte værksted kan du finde drikkeglas, skåle, karafler, fade, stager og vaser, ligesom glaspusterne gerne tager imod specialopgaver."

Kilde: Alt for Damerne, torsdag d. 15. marts

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 19-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000