Sammen med ca. 50 børn og deres pædagoger fra Savværket i
Gjerrild og Frihedslyst i Voldby samt 1. klasserne på Voldby Skole var vi til noget så
sjældent som en operaforestilling for små børn på Voldby Skole fredag formiddag.

Læs mere hér!
Teaterfestival slut.
Det var Børnekultursamvirket i Nørre Djurs, der stod bag arrangementet, som i øvrigt
var det sidste af en række på 4 i dén Børneteaterfestival, der har været afholdt i
Voldby i denne uge. Den fik i øvrigt en rigtig skidt start, da skuespilleren Jakob Mendel
på grund af sygdom måtte aflyse den første forestilling i mandags. Til gengæld fik
teaterugen en flot afslutning, da Voldby Skole fik besøg af et lille
"lomme"-operakompagni.
"Rigtig" opera!
Musikteatret Undergrunden - Din Næropera, kalder selskabet sig, og det består af de 2
operasangere, Niels og Kaja Pihl fra Værløse. Akkompagneret af båndmusik kombinerede de
sang, mimik, dukketeater og fortælling på en fantastisk medrivende måde, så det ikke
et øjeblik blev for højtideligt for de små børn. Det var en rigtig opera, de opførte,
nemlig Engelbert Humperdincks berømte Hans og Grete, og selve den operamæssige
opførelse var på et meget højt professionelt niveau.
Børnene digtede med.
Samtidig var der plads til, at børnene fik lov til at komme med deres fantasifulde
løsningsforslag til historien undervejs. Det helt unikke ved denne forestilling var dog
de 2 sangeres evne til både at bruge deres egen mimik og samtidig spille med dukkerne.
På samme tid passede aktørerne både lyd, lys, scenografi og ikke mindst den fantastiske
synkronisering af forestillingens forskellige bestanddele.

Om selve operaen.
Undergrunden skriver følgende om "Hans og Grete" i deres program:
"I sin allerførste udformning var Humperdincks "Hans og Grete" en
fordringsløs hjemmeunderholdning, til glæde for familien. Da den voksede og i 1896 blev
til en "rigtig" opera for den store scene (og en verdenssucces, som har holdt
sig på repertoiret lige siden), gik der måske også noget tabt: enkelheden og den
umiddelbare kontakt til børnene.
Her er operaen krympet igen helt ned til en størrelse, hvor også de helt små kommer
helt tæt ind på den. Med enkle, men stadig overraskende, midler, giver Niels Sechers
scenografi og Humperdincks musik de stikord, som i børnenes fantasi gør eventyret
lyslevende. De sætter sig helt i de to børns sted, og de møder den skinbarlige
pandekageheks, som ville være alt for uhyggelig, hvis hun ikke også var så sjov!"
Vil du vide mere om operakompagniet, så klik på:
http://www.undergrunden.cc
|