Artikler på Nørre Djurs Web
Hed debat om byggestop

Trillebøre 400.jpg (26938 bytes)

Man kunne næsten sige sig selv, at det pludselige bygge- og anlægsstop ville give anledning til en større debat ved kommunalbestyrelsens møde i går - og ganske rigtigt - de mange tilskuere, der var mødt op, fik sig en underholdende oplevelse på kanten af det komiske.

Læs mere om mødet hér!

Som udenforstående iagttager kan man godt undre sig lidt over, at så alvorlige økonomiske vanskeligheder, som der blev beskrevet på mødet, kan danne baggrund for næsten komiske scener. Men på en måde lå det jo i kortene, da der i punkt 4 på dagsordenen skulle tages stilling til et byggestop for bl.a. dén børnehave i Fjellerup, som skulle sættes i gang med punkt 16! Nå, men komikken er jo på den anden side til at overse for de stakkels mennesker i Fjellerup, der har ventet i årevis på den børnehave.
Allerede inden mødet var rigtigt i gang, protesterede Malte Larsen og Kirsten Bech Hansen over, at økonomiudvalget egenhændigt havde besluttet byggestoppet. De mente, at det var kommunalbestyrelsens opgave at vedtage et sådant indgreb og ønskede en øjeblikkelig afstemning, men protesten blev afvist af mødelederen, viceborgmester Poul Kjelgaard, og henvist til næste måneds møde, når det endelige regnskab formodentlig foreligger.
Man kunne næsten sige sig selv, at den alvorlige økonomiske situation ville give anledning til, at de første skridt i valgkampen ville blive taget, og sådan kom det da også til at gå. Jens Peter Jellesen fra Venstre tog hul på debatten med en malende beskrivelse af en økonomisk situation, der om muligt er endnu værre, end den har været beskrevet i medierne i de seneste dage. Med udsigterne til en konstant negativ kassebeholdning hele resten af året mente han, at et byggestop var det eneste rigtige, og at det endda efterfølgende vil være nødvendigt med omfattende besparelser på selve driften. Byggestoppet blev omgående betvivlet af folkene fra Nørre Djurs-Listen, der havde svært ved at se, hvordan et stop for byggerier ville kunne skaffe likvide midler, hvorimod de mente, at et ansættelsesstop vil have langt bedre effekt.
At der vitterligt er grund til at tage situationen alvorligt, ses af, at selv de socialdemokratiske medlemmer af Økonomiudvalget, Henning Hansen og Elin Aabenhus, havde stemt for byggestoppet. Henning Hansen havde dog en noget mere afdæmpet holdning til tingenes tilstand og henholdt sig til, at det ikke var første gang, han havde oplevet en økonomisk krisesituation i sin tid som medlem af kommunalbestyrelsen. Han blev bakket op af Gert Eriksen, som opfordrede til, at børnehaven i Fjellerup bliver gennemført så snart, man overhovedet kan få bare lidt overblik over økonomien. I den forbindelse havde løsgængeren Arne Trend-Poulsen et direkte frontaltangreb på Venstre for at have en dobbeltmoralsk holdning. Han sagde, at Venstre havde været med til at bruge en masse penge på projekter i Ørum, men nu, hvor turen var kommet til anlæg, som de havde stemt imod, benyttede de den betrængte økonomiske situation til at få stoppet netop de projekter.
Da vi kom frem til selve afstemningen om Fjellerup Børnehave blev der igen debatteret lystigt: Peter Bo Jensen slog til lyd for, at børnehaven var en indtægtsgivende foranstaltning i det lange løb i form af billigere børnepasning, og der var enighed blandt socialdemokraterne om, at den skal sættes i gang hurtigst muligt. Malte Larsen og Kirsten Bech-Hansen stemte som de eneste for, at den skal startes her og nu, mens Peter Bo Jensen og Elin Aabenhus undlod at stemme.
Det næste punkt på dagsordenen handlede om det forslag, Børne- og Kulturudvalget har stillet om at åbne op for de 2-åriges adgang til kommunens børnehaver. På udvalgsmødet stemte Venstres Jens Peter Jellesen og Torben Lund for, men de fik indføjet en passus om, at Fjellerup Børnehave ikke skulle etableres, såfremt børnegrundlaget kun var til stede ved at inddrage de 2-årige. Da man nu skred til afstemning, var Jens Peter Jellesen med et ændringsforslag fremsat på stedet, som gik på, at ja`et kun gjaldt for de eksisterende børnehaver, ved at bringe både forsamlingen og især viceborgmester Poul Kjelgaard helt ud fatning. Pludselig myldrede kommunalbestyrelsesmedlemmerne rundt mellem hinanden, og mange af de fremmødte borgere måtte hovedrystende forlade salen og lige snuppe sig en smøg. Efter en pause blev mødet dog genoptaget, Arne Trend-Poulsen gik sammen med venstre side af byrådsalen, og Venstres ændringsforslag blev forkastet.
Altså, som vi sagde i indledningen, en aften, hvor baggrunden var alvorlig, men hvor underholdnings-værdien var ret høj.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 09-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000