Artikler på Nørre Djurs Web
Rund fødselsdag i genbrugsbutik

Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Grenå kan på mandag fejre sin 20 års fødselsdag, og i den anledning udtaler Karen Østergaard Frandsen fra Stenvad (tidligere landformand i Korshæren):

"20 år med Kirkens Korshærs Genbrugsbutik, Søndergade 15 i Grenå, markeres med den årlige fødselsdagskaffe med småkager samt ikke mindst ½ pris på alle varer fra d. 12. til og med d. 16. marts. Selve dagen er d. 12. marts, hvor man i 1981 startede i Lillegade 46B som den første af de eksisterende genbrugsbutikker i Grenå. Det var Kirkens Korshærs arbejdsgruppe, der startede butikken. Da salget gik forrygende, og pladsen blev for trang, flyttede genbrugsbutikken i 1989 til Søndergade 15. Efter de første 10 år her blev butikken gennemgående renoveret. Endnu er der flere af medarbejderne, som har været med fra starten i 1981. I dag har Kirkens Korshær 138 butikker spredt ud over landet. For 20 år siden var "Tøj & Ting" i Grenå den 26. af Korshærens butikker. Butikkerne er en meget vigtig indtægtskilde for Korshærens nu ca. 22 millioner kroner på årsbasis. Dermed bærer genbrugsbutikkerne mere end 50% af det, Korshæren selv indsamler til hjælp for de svageste i samfundet. Korshæren har såvel varmestuer, herberger m.m. i vores nærmeste storbyer Århus og Randers. I Grenå har omsætningen i de 20 år været lige ved 4 millioner kroner, og nettooverskuddet, som er blevet brugt på korshærsarbejdet, har været på mere end 2½ million kroner.
Vi, der stadig er med i dette interessante genbrugsarbejde, tænker i taknemmelighed på dem, der startede og dem, der i årenes løb har været med til at gøre arbejdet. Der er i dag 40 medarbejdere i Genbrugsbutikken i Grenå, og vi vil gerne give udtryk for vores store taknemmelighed til alle dem, som danner grundlaget for butikkens "velstand", nemlig alle vore givere, som sørger for, at vi har et alsidigt vareudbud. Men også vores gode kundekreds er vi naturligvis taknemmelig for."

Sagt af Karen Østergaard Frandsen fra Stenvad, leder af Kirkens Korshærs Genbrugsbutik i Grenå

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 07-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000