Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om byggestop

Trillebøre 400.jpg (26938 bytes)

I dagens udgave af Dagbladet Djursland er der nu også en vælger fra Fjellerup, som blander sig i debatten om de røde tal på bundlinjen i Nørre Djurs Kommune, der har ført til det øjeblikkelige bygge- og anlægsstop. Det er Dorte Brøgger fra Fjellerup, og hun skriver:

"Det er med stor undren, at man kan læse i avisen fra d. 28. februar 2001, at kommunalbestyrelsen har sprængt budgettet med 4,6 mill. kr.
Efter at have læst artiklen igennem igen sidder jeg tilbage med en underlig fornemmelse af at være blevet holdt for nar med tomme valgløfter og store armbevægelser.
Inden sidste kommunalvalg var der stort set enighed blandt kandidaterne, der faktisk gav hånd på, at den børnehave, vælgerne ønskede, var så godt som bygget.
Gentagne gange er borgerne blevet opfordret til at gå aktivt ind i forberedelserne af en børnehave og nedsætte en forældregruppe til at lave udkast til en "virksomhedsplan" og overveje, hvordan, hvor og med hvilke retningslinier, den børnehave skulle være, "når den kom".
Efter fire år synes jeg faktisk, det er sørgeligt, at man kan høre, at den bliver til noget alligevel, og det er den melding, kommunen giver til tilflyttere, der givetvis vælger Fjellerup ud fra, at det er et godt sted for børn og voksne, og så kan børnene blive passet i byen og hurtigt komme ind i nærmiljøet. Hvorefter man finder en overskridelse på budgettet, og derved indfører byggestop.
Hvis den nuværende kommunalbestyrelse skal gøre sig nogen forhåbninger om at blive genvalgt, er det nu et godt tidspunkt at finde de gode forklaringer frem for at overbevise forældrene i Fjellerup, skolebørnenes forældre i Glesborg og beboerne i Hemmed om, at de rent faktisk er kompetente til at forvalte borgernes surt tjente penge, og at man rent faktisk kommer længst, ved at holde det man lover eller at melde ud, at der ikke er penge til det."

Skrevet af Dorte Brøgger, Strandvejen 34 i Fjellerup, i Dagbladet Djursland, fredag d. 2. marts

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 02-03-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000