Der, hvor Grenå Kommune for år tilbage husede sine
flygtninge - i Flygtninge-landsbyen - er der i løbet af det sidste års tid vokset en
kommunal børnehave frem. Med mange forskellige kæledyr er der skabt et sted, hvor
bybørnene kan få lidt jord under neglene, og hvor de kan få et naturligt forhold til at
omgås dyr.
Børnetallet har været støt stigende, og det har hurtigt skabt behovet for flere
bygninger, og de står nu færdige, forbundet med lange glasgange. Derfor var der officiel
indvielse af alt det nye i fredags, og man kan vist roligt sige, at Emmelev var talstærkt
repræsenteret ved den stemningsfulde ceremoni. Børnehavens leder, Lone Strunk, har
nemlig hjemme her, og det samme har den aflægger af dansetruppen Utamaduni Gruppen, som
optrådte med vilde udklædninger, heftigt trommespil og en kæmpelang python-slange. Det
hele foregik udendørs, så det var lidt svært at holde gang i Afrika-illusionen i den
bidende kulde.
|