Artikler på Nørre Djurs Web
Der kom en e-mail til Redaktionen

Da vi mødte på Redaktionen her mandag morgen, hyggede vi os ganske gevaldigt over en henvendelse, vi havde fået fra "Olga". Den viser bare, at flere og flere nu benytter sig af muligheden for at bruge Nørre Djurs NetNyt, når der er en nyhed, man gerne vil dele med andre. Olga skriver:
"Her en en lille hilsen fra Olga. Jeg holder ikke Dagbladet Djursland, så jeg ved ikke, om der er skrevet noget om dette: der er p.t. ved at blive lavet en "vejudfletning" (meget, meget hårdt tiltrængt) ved V-et til frakørsel Gjerrild Nordstrand/Bønnerup i udkanten af Gjerrild. Det er et flot stykke arbejde, og det er fint, at Nr.Djurs Kommune endelig sætter det i gang inden turistsæsonen. Vi bor jo herude med al den sommertrafik.
Venlig hilsen fra Olga. 86 38 41 40."

Vi siger tak til Olga og kan fortælle, at vi kan huske, Mikkel Errboe skrev en meget flot og grundig artikel for nogle måneder siden i Dagbladet Djursland om netop dén vejudfletning.
Det er godt at høre, at planerne nu endelig er ved at blive ført ud i livet. Det har i adskillige år været et problem især at få campingvognen med rundt, når man svinger fra Langholmvej og ud på Emmedsbovej. Nu har Nørre Djurs Kommune endelig fundet pengene til omlægningen. Det kommer til at koste 320.000 kr., og arbejdet ventes færdigt inden påske og dermed inden campingsæsonen.
Ligeledes inden påske regner man med at være færdig med et projekt til en halv million kr. ved Treå Mølle/Møllevej i Bønnerup Strand. Her skal vejen også lægges om, og der skal bygges en vejbro.
Gør som Olga, brug Nørre Djurs NetNyt!

Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 19-02-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000