Debatten raser for tiden om de planlagte vindmøller i Grenå. Politikere og borgere står i kø for at sige deres uforbeholdne mening for eller imod den planlagte placering. I sagens natur er det mest folk fra Grenå, som deltager i debatten, men i dagens avis blander nu også en Nørre Djurs-borger sig:
"Som født Lollik kommer jeg af og til en tur til Lolland for at visitte familien, m.v. Tro mig, der kan vi tale om vindmøller i fri dressur. Der er næsten ikke et sted, hvor det er muligt ikke at få én eller flere af slagsen ind på hornhinden.
Store og små, kæmper og mindre, i ikke altid skøn orden. Sjusket, vil jeg fristes til at sige. Men! De har haft modet til at gøre det, altså tænke på den fælles fremtid vi har, med vores børn og med hinanden. Og nok også på baglommen, for de gi`r jo penge oveni.
For år tilbage blev der over det ganske land rejst én, to, tre - ja, rigtig mange el-master. Både lokalt, men også derudover, dét til gavn for mange, ja, vel for alle. Disse for manges vedkommende kæmpestore, rædselsfulde monstre (tænk på køreturen over Fyn) var nødvendige "installationer" i vores fælles natur, og hvor havde vi været foruden? Jovist bliver ledningerne i disse år lagt i jorden, men den teknik var jo ikke kendt dengang, man opsatte monstrene. Skal man vente på teknikken? Det er næppe muligt. Hvor havde vi været i dag rent teknisk, hvis ikke de store master var sat op på Fyn og andre steder? Lad os sige: "Af skade bliver man som oftest klog". Så i dag kan vi drage nytte af den erfaring, vi har gjort os i de mellemliggende år. Ligeså skal vi lære af de erfaringer, man har gjort sig på vindmøller i de år, der er gået fra de første grimme og klodsede møller blev rejst til de i dag ofte helt pæne kæmper, der ses rundt omkring os.
Men nu skal vi ikke kaste os ud i projekter for projektets skyld (alle andre har, så vil vi også have). Men sandelig heller ikke lade os skræmme af alle disse "protester", der flyver rundt i snart alle skrevne medier.
Se nu at få sat de møller op! Lige nu de aktuelle på Grenå Havn. Om de skal stå 20, 35 eller 150,5 m fra punkt A, B eller Q er vel strengt taget ligegyldigt at diskutere, når bare de virker. Og det har vor erfaring jo fortalt os, at de gør! Jeg kan blot indskyde, at for mit vedkommende er møller "i flok" mere rolige at se på i naturen, end dem, der spredes rundt omkring, fordi forskellige lodsejere opstiller forskellige typer i uens størrelser. Så er det afstand til land, der er det ømme punkt, og flertallet er mere for 150,5 m end for 35 m. Hvad ventes der så på? Der er næsten for meget "Ulven kommer" i debatten - nu som før. Prøv at se møllerne som den nødvendige installation, de er. Vi "befordrer" os jo heller ikke i "hestetrukket køretøj" mere. Hvad mange vel faktisk takker for, eller gør vi?
35 år senere: "Møllerne ud for Grenå Havn nedtages i disse dage. Grundet urentabel drift i de sidste år nedtages møller af denne "gamle" type, da de ikke yder nær den samme strømmængde som de "bølge-møller" for ikke at tale om "understrøms-møller", der er afprøvet flere steder i ind- og udland. Nu kan vi igen glæde os over udsigten til frit vand. Som fynboerne i årene 2000-2010 kunne glæde sig over den fri udsigt til bakker og dale, da man nedtog de dengang mastebårne forbindelser".
Sådan nogenlunde vil jeg forestille mig, at det går. Og godt for det, for tør vi ikke leve med fremtiden i nuet, tror jeg ikke, der bliver meget at debattere om i medierne om 50 år. Så er vi formodentlig gået helt i stå, ja, måske endog tilbage. Vi må ikke blive klodser om egne ben i udviklingens navn. Lad os "kaste" os over de møller. Nyde dem, medens de er her, og nyde, at de er væk, den dag det er sådan. For vi ved jo, at det ikke bliver møllerne, der vil true vores fremtid, vel snarere mangelen på dem. Erfaringen har allerede lært os, at hvis vi vil trække vejret sådan nogenlunde behageligt, så skal der slukkes for el-produktion med luftforurenende værker. Dette er ikke "Ulven kommer", men ren og skær erfaring. Tak for ordet og go` vind!"
Dette fine indlæg er skrevet af overgartner Peter Nordahl Kristensen fra Ørum i Dagbladet Djursland, torsdag d. 15. februar!
|