Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Om den gode vilje i Voldby - igen

Meningsudvekslingen mellem Aksel E. Pedersen fra Voldby på den ene side og de 2 byrødder, socialdemokraten Kaj Agerskov og Venstre-manden Carlo Christensen, er ikke slut, for i dagens udgave af Dagbladet Djursland har Aksel Pedersen følgende replik til Carlo Christensen:

"Tak til Carlo F. Christensen.
Jeg har med interesse læst dit indlæg vedrørende "God vilje i Voldby", og jeg glæder mig over også din gode vilje.
Jeg vil godt samtidig gøre opmærksom på, at jeg absolut ikke har sat spørgsmålstegn ved projektet, og at jeg bestemt på ingen måde ønsker at skabe uro om det. Det eneste jeg ønskede var at få belyst, om der nu også var god vilje til at gennemføre projektet, og det synes der jo så at være.
Jeg vil benytte lejligheden til at takke dig for dit gode råd om, hvor jeg ikke skal stemme til næste valg. Jeg er blot lidt bekymret for, hvordan jeg så skal finde ud af, hvor jeg skal stemme. Jeg kan godt se, at den der helt enkle metode med ikke at stemme på politikere, der ikke snakker borgerne efter munden, forekommer ret enkel.
Jeg har nu tænkt mig, at jeg godt vil stemme på folk, der lytter til, hvad borgerne ønsker, og samtidig har de nødvendige idéer til at skabe de muligheder, der i sidste ende gør det muligt. Derfor følger jeg med interesse det arbejde, der foregår i kommunal-bestyrelsen og håber på den måde ikke alene at finde ud af, hvor jeg ikke skal stemme, men først og fremmest hvor jeg vil stemme."
Skrevet af Aksel E. Pedersen fra Voldby i Dagbladet Djursland, mandag d. 29. januar.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 29-01-2001
Copyright Nørre Djurs Web 2000