Artikler på Nørre Djurs Web
Lidt om bredbånd

Vi har som bekendt i den senere tid skrevet en del om de såkaldte bredbånds-forbindelser til Internettet, og med den betegnelse menes i virkeligheden bare en hvilken som helst metode til at etablere en lynhurtig opkobling til Nettet. Vi har også fortalt grundigt om de forskellige måders fordele og ulemper.
I går kunne man så i Dagbladet Djursland læse en artikel, hvor de også gennemgik de forskellige opkoblingsmodeller og samtidigt slog fast, at det nu står fuldstændig klart, at ingen af de store teleselskaber vil binde an med at lave hurtige opkoblinger af os ude i de små landkommuner. Det er der nemlig ikke nok penge i, så vi må måske til at se i øjnene, at der i fremtiden bliver endnu en god grund til ikke at slå sig ned på landet. Vi risikerer simpelt hen at ende op med en Internet-hastighed, der i langsommelighed kommer til ligne Grenå-banen til forveksling, og med samme resultat: det bliver snart kun de allermest tossede, der gider blive boende.
Derfor bliver det nok så interessant at følge, når Folketinget i morgen skal diskutere, om staten burde gå ind og støtte udviklingen af hurtige og billige Internet-løsninger i landdistrikterne økonomisk. Det er embedsmænd i Indenrigsministeriet, som er begyndt at pusle med tanken, men her vil man gerne være sikre på, at der virkelig er et seriøst behov, så man ikke bare giver sig til at bruge en masse skattekroner på folks luksusbehov.
Internettet kan jo som bekendt bruges til mange ting, og guderne skal vide, at det bliver brugt til megen uproduktiv tidsfordriv rundt omkring i de små hjem. Men hér skal man huske på, at Nettet kun lige er i sin start i Danmark, og ingen ved, hvad det monstro bliver brugt til om bare ganske få år. Men for eksempel ved vi, at både fjernundervisning og hjemmearbejdspladser via Internettet bliver meget vigtige i de næste år, og her vil det være fatalt, hvis landbefolkningen endnu engang bliver sat uden for det gode selskab. Det er tværtimod fuldstændig livsvigtigt for hele vores samfund, at det også på IT-området bliver gjort mere attraktivt at slå sig ned på landet.
Her på Nørre Djurs NetNyt skal vi nok holde et vågent øje med, hvad der sker på dette vigtige område.

Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 23-01-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000