30 unge mennesker deltog, da Nørre Djurs Håndbold Klub
sidste år for første gang arrangerede "nathåndbold" for klubbens helt unge
spillere. Natten mellem fredag og lørdag gentog man så successen, men med lidt færre
deltagere. Nørre Djurs NetNyt har snakket med Heidi Bønnerup.
Læs mere om håndboldnatten!
Heidi Bønnerup er, udover selv at spille håndbold, træner for nogle af ungdomsholdene,
og det var først og fremmest hende, der stod for det utraditionelle arrangement. Hun
betegner natten som en klar succes, selv om der som sagt var lidt færre deltagere end
sidste år, nærmere betegnet 23 unge drenge og piger i alderen 13 til 16 år.
Idéen har hun fået under sit ophold på Idrætshøjskolen i Århus, og meningen med det
hele var, at de unge skulle prøve nogle lidt andre ting end lige at spille håndbold.
Omkring en times bold blev det dog til, men ellers var der forskellige former for
tillidsøvelser, lege og spil på programmet, som var udformet til dels efter de unges
egne ønsker. Indholdet var en blanding af nogle af de lege, de unge selv havde valgt fra
sidste års program, og af helt nye, som Heidi Bønnerup havde med i år. Hun fortalte, at
stikbold (som også var et hit i Redaktørens skoletid!) stadig står højt på de unges
ønskeliste. Derudover var en såkaldt "møve-leg", hvor det gælder om at
skubbe hinanden ud af en cirkel, en "stop-signal-leg" og flere andre lege på
programmet, og der blev gået til sagen med fynd og klem. For en enkelt spiller blev det
lige vildt nok, idet han var så uheldig at vrikke om, så han måtte en tur ind omkring
skadestuen, hvorfra han sendte vendte tilbage til arrangementet på krykker. Der var tale
om et absolut hændeligt uheld, bedyrer Heidi Bønnerup.
Den festlige nat med kombineret leg og håndbold blev gjort endnu festligere ved, at der
blev spillet musik hele natten lang. Arrangementet kørte fra kl. 23 fredag aften og til
kl. 7 lørdag morgen, og selv om de unge var blevet opfordret til at tage sovepose med,
var der vist ikke mange, der fik lukket et øje den nat i Nørre Djurs Hallen i Glesborg.
|