Det var vist noget i retning af ny rekord, da kommunalbestyrelsen i aftes holdt sit første møde i år. Der var 14 punkter på dagsordenen, mødet startede kl. 18.30, og Deres udsendte var hjemme inden TV-avisen på TV2 Østjylland kl. 19.30!
Af de vigtigste vedtagelser kan nævnes:
I stedet for det fælleskommunale udvalg for erhvervsliv og beskæftigelse i Nørre Djurs, Midtdjurs og Rønde, som ophørte i november, er der nu oprettet et såkaldt Koordinationsudvalg for disse anliggender i vores kommune. Hertil blev Carlo Christensen valgt p.g.a. sin store berøringsflade til erhvervslivet.
Det har længe været praksis, at kommunalbestyrelsen har krævet, at 100% af boligerne var solgt, når man skulle yde lånegaranti til opførelsen af nye andelsboliger. Firmaet bag de planlagte andelsboliger i Ørum har lovet at afholde alle udgifter, indtil alt er solgt, så derfor har de nu fået "grønt lys" til at starte op, og byggeriet er allerede i gang.
Skatteankenævnet i vores kommune er blevet gennemgået af Told & Skat i Randers, og dette er generelt fundet tilfredstillende.
De 11 skovparceller i Glesborg, som vi omtalte forleden, er godkendt til videre behandling og skal sendes i offentlig høring.
Vi har tidligere fortalt om en række gebyrer i byggesager, som kommunen uretmæssigt har indkrævet i lighed med nogle kommuner i Viborg Amt. Selv om der ikke er kommet en endelig afgørelse, meddelte formanden for Teknisk Udvalg, Carlo Christensen, at man ønsker at droppe disse gebyrer uden yderligere vrøvl.
Naturbørnehaven i Voldby, Frihedslyst, har i flere så brændende ønsket at lave forskellige forbedringer af de i forvejen eksisterende bygninger, og i den anledning bad Gert Eriksen fra Børne- og Kulturafdelingen om bevilling på 125.000 kr, som blev vedtaget.
De foreslåede nye ældreboliger i Bønnerup har der været arbejdet med i et tæt samarbejde med Ældrerådet. Projektet er blevet principgodkendt til byggestart næste forår, men inden den endelige vedtagelse har rådet foreslået et borgermøde, hvor arkitekten vil fremlægge det. Mødet finder sted i Bønnerup d. 6. februar kl. 14.
Der er blevet udarbejdet et sæt nye vedtægter og nye valgregler for Ældrerådet, som blev godkendt.
|