Artikler på Nørre Djurs Web
Ny opstart på Daghøjskolen

skole.jpg (13782 bytes)

D. 22. januar starter der endnu engang et nyt hold på Daghøjskolen i Stenvad, og i den anledning har de udsendt en lille folder. Vi har kigget lidt på indholdet.
Læs mere hér!

For kun 50 kr. om ugen kan man komme på kursus og lære en masse om sig selv og i et samspil med andre mennesker finde nye sider ved sig selv. Sådan et kursusforløb er beregnet på folk i alle aldre op til 61 år, og så er det for både ledige, selvstændige, indvandrere, modtagere af alskens former for overførselsindkomster, hjemmegående og pensionister. Skolen tilbyder en række valgfrie fag, såsom dansk, matematik og EDB, samt eksperimenterende værksteder i syning, filtning, kurveflet, billedmageri, sten & træ samt EDB.
I kurset indgår i øvrigt, at folk skal lære noget både om kommunikation mennesker imellem og om det samfund, vi lever i. Kursisterne bliver tilbudt personlig vejledning i fremtidige jobmuligheder og i det hele taget i, hvad den enkelte har at bygge sit liv efter kurset på. Som led i denne fremtidsrettede planlægning bliver alle tilbudt et 2 ugers praktikforløb. Aktiviteter i det fri og deltagelse i "grønt køkken" bliver der også tilbudt fra skolens side, så man kommer virkelig vidt omkring i sådan et 22 ugers kursus.
For de "nye danskere" er der indrettet en særlig linje med intensiv danskundervisning, samfunds- og kultur-forhold, arbejdspladskultur, vejledning i både arbejdssøgning og uddannelse, virksomhedsbesøg, EDB, regning/matematik og værkstedsfag.
Hvis du er interesseret i at vide mere om Daghøjskolen i Stenvad, er der i morgen (torsdag d. 11. januar) kl. 10 et informationsmøde på skolen. Man kan også ringe på tlf. 86 38 19 11.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 10-01-01
Copyright Nørre Djurs Web 2000