I søndagsudgaven af Dagbladet Djursland havde tegneren Stig
Holsting fra Gjerrild én af sine bekendte "klummer".
Læs kronikken hér!
"Ødelæggelse af Danmarks fortidsminder er ikke noget nyt fænomen. Man skal ikke
tro, at lovgivning og bøde-trusler kan standse lysten og behovet for at slette sporene af
vores fædres ofte tunge gang over jorden. Men det er først i nyere tid, at man bevidst
har forsøgt at dæmme op for ødelæggelserne i trit med, at levnene i stigende grad er
blevet erkendt som kulturhistorie og ikke, som for blot nogle generationer siden, blev
opfattet som åndelige kræfters tilstedeværelse.
For de fleste mennesker står de mange gravhøje som de ældste levn efter menneskelig
virksomhed i landet, og selv om der stadig er mange tilbage, så er de fleste dog borte.
Det skyldes ikke først og fremmest intensivt landbrug, men gravrøvere og tidligere
tiders behov for byggesten. Alligevel blev mange grave bevaret, fordi man frygtede de
dødes hævn eller andre luftige væseners huseren, hvis man forgreb sig på deres grave.
Adskillige grave forsvandt også, da man skulle anlægge jernbaner rundt om i landet. Det
krævede mange læs skærver, men da er vi kommet så langt op i tiden, at oplysningen og
rationalismen havde jaget frygten for fortidens ånder på flugt.
Men nye strømninger kom ind over landet og blev til fare for fortids storhed. Landbrugets
krav til rationel drift har ødelagt meget. Skel og høje måtte vige for stordrift, og
dybdepløjning tog sig af det, som endnu ikke var erkendt, men dvælede sig under
muldlaget.
Vore landsbykirker står i dag i en forbavsende god stand, men sådan har det ikke altid
været. Da reformationen skyllede hen over landet, blev mange kirker sløjfede, dels fordi
de ikke behagede den ny kirkes mænd og dels, fordi der ikke mere var behov for så mange
kirker. Op gennem de efter-reformatoriske århundreder forsvandt mange kirker også, fordi
de blev forsømte og truede med at falde omkuld af sig selv.
Ved romantikkens gennembrud fik man nyt syn på de gamle levn, det være sig
stensætninger som kirker, der alle var eksponenter for forfædrenes gudedyrkelse. Digtere
og malere svævede omkring de gamle levn og kunstæstetikere fantaserede sig tilbage i
tiden. Det medførte, at mange bevarede særheder blev ødelagte, fordi man ville
genoprette, hvad senere tider havde ændret på.
Desværre var det som oftest perlerne, man forgreb sig på. Rundt om i landet blev skæve
vinkler rettet til, forsvundne bygningsdele blev rekonstruerede og senere tiders
ændringer blev ført tilbage. Få af vore store kirker kan sige sig fri for disse mildest
talt uheldige overgreb, og adskillige mindre købstadskirker blev romantiserede eller helt
sløjfet, når de kom til at ligge i vejen for byplanlægningen.
I dag har vi lovgivning til at forhindre sådanne overgreb, men vi skal ikke derfor føle,
at fortidens spor er sikrede. Der sker endnu i dag sløjfninger af oldtidshøje, selv om
man forsøger at holde kontrol.
Dybdepløjningen er et højaktuelt problem, og det moderne menneskes manglende lyst til at
bruge kirkerne til gudsdyrkelse er blevet en trussel mod kirkebygningen. Kirkens folk er
begyndt at rumle med tankerne om at lukke kirker, som ingen søger alligevel, og alle ved
jo, at det første skridt hen mod forfald er manglende omsorg og behov for udnyttelse
samtidig med, at lysten til at ofre penge på vedligeholdelse falder proportionalt med den
folkelige opbakning. Så kan der ikke fiskes politisk i sagen.
Alle disse trusler mod vores fortid kunne måske elimineres, hvis det var muligt at vække
til en folkelig interesse for fortidens levn, og det første skridt ville være at vække
børns og unges interesse for historen.
Dette sker imidlertid ikke, for skolen har nedprioriteret den systematiske
historieundervisning. Vores hektiske dagligdag har alene rettet søgelyset mod nutiden og
især fremtiden, for det er her, pengene ligger.
Museerne kæmper en brav kamp for at rette opmærksomheden mod det nødvendige i at
genopdage vores fortid, hvorpå vi dog mentalt skal bygge fremtiden. Men det er der som
bekendt ikke forslag i."
Skrevet af Stig Holsting fra Gjerrild i Dagbladet Djursland, søndag d. 7. januar
|
