Én af vores flittigste leverandører af nyheder, Lars
Larsen fra Ørum Bibliotek, har sendt os årets første pressemeddelelse:
"Nr. Djurs Bibliotek begynder det nye år med at introducere en række nye tilbud.
Først og fremmest har biblioteket fået mulighed for at udvide åbningstiden på
hovedbiblioteket i Ørum, sådan som det længe har været ønsket af både personale og
lånere.
For fremtiden er Ørum Bibliotek også åbent hver fredag fra kl. 12 til 16.
Så nu er biblioteket altså åbent 6 dage om ugen.
Samtidig har biblioteket udvidet den periode, hvor Ørum Bibliotek er åbent om lørdagen
- før var det 6 måneder om året, for fremtiden bliver det i 9 måneder.
Også hvad angår de materialer, som biblioteket udlåner, sker der nyt efter årsskiftet.
Først og fremmest opprioriteres bibliotekets videosamling ganske meget. Der er blevet
indkøbt ca. 600 nye videoer, som bliver klar til udlån i løbet af januar måned. Den
største del af videoerne er udgivet af "Det danske Filminstitut", hvilket også
betyder, at det ikke er amerikanske main stream film, som kommer til at dominere tilbuddet
- dem kan man jo finde så mange andre steder. Derimod bliver det de lidt mere
"skæve", men bestemt ikke dårlige eller kedelige film, man kan finde. Som
eksempler kan nævnes den tyske tv-serie "Heimat", som fortæller om livet i en
tysk landsby igennem det 20. Århundrede. Også Malmros` debutfilm "Lars Ole,
5.c" kan man finde. For børn er der f.eks. Cirkeline-filmene.
Det er bibliotekets plan løbende at indkøbe nye videoer, så samlingen langsomt bliver
større endnu.
Men video er jo ikke det eneste medie, man kan se film på. Fremtidens filmmedie bliver
sandsynligvis DVD-pladen. Derfor er biblioteket også begyndt at opbygge en DVD-samling.
Foreløbig er samlingen ikke så imponerende stor - ca. 20 titler, men der vil i fremtiden
blive købt nye film, så samlingen langsomt vil vokse. Blandt de titler, som biblioteket
nu råder over kan nævnes: Ungdomsfilmen "Fucking Åmål", Martin Scorseses
klassiker "Taxi Driver" og "Aladdin" og "Pinocchio" i
Disney-udgaven.
DVDerne bliver klar til udlån i løbet af januar måned.
Den sidste nyhed, Nr. Djurs Bibliotek præsenterer i anledning af nytåret, er noget, som
måske bliver fremtidens biblioteksmedie, nemlig "e-bogen". Biblioteket har som
de øvrige biblioteker i amtet indkøbt en elektronisk bog, som bibliotekets brugere kan
låne med hjem.
Der er i høj grad tale om et forsøg. Dels har biblioteket kun 1 e-bog til udlån, dels
er det meget begrænset, hvilke tekster biblioteket må lægge ind på e-bogen. Loven om
ophavsret siger, at forfatteren/forlaget til en bog i hvert enkelt tilfælde skal give sin
tilladelse til at bogen må lægges ind på en e-bog. Det gør, at det i praksis er
temmelig umuligt at finde tekster, som man lovligt må lægge ind på e-bogen.
Dog kan klassiske tekster, hvis forfatter har været død i mindst 70 år, frit kopieres,
så det er bl.a. H.C.Andersens eventyr og andre ældre tekster, der ligger på
bibliotekets e-bog.
Hvis man har lyst til at stifte bekendtskab med det, som måske bliver bogens afløser,
kan man låne e-bogen på biblioteket i Ørum. Den lånes dog kun ud til voksne."
Skrevet af Lars Larsen, bibliotekar
|