Vi kan ikke styre os for at bringe endnu et lille uddrag fra én af artiklerne i Nørre Djurs Egnsarkivs årbog, der som omtalt udkom i sidste uge. En lille appetitvækker, der forhåbentlig giver lyst til at fordybe sig i bogen. Vi bringer starten af et stykke om Gjerrild, skrevet i 1961 af den afdøde egnshistoriker, Anders Mortensen Egeskov, der boede i byen i mange år:
"Hvis ud, hvad der er ind, man skulle vende,
hvis billede tror man da, man ville kende."
Frederik Paludan-Møller:
Adam Homo.
"Som et menneskes ansigtsudtryk kan ændres gennem forskellige oplevelser i årene der går, kan en bys ansigt undergå betydelige forandringer. Hvordan så NN ud som ung, kan man undertiden fristes til at spørge, og man vil vel oftest forbavses, når man ved hjælp af et billede bliver bekendt dermed. Lige så store overraskelser kan man komme ud for, når man sætter en bys tidligere fysiognomi op mod dens nuværende, "vende ud, hvad der er ind" mod fortiden.
I de følgende linjer gøres et forsøg på at ridse et ansigt op – som det var, og som det er – af en jysk landsby, beliggende på Djurslands nordøstlige hjørne, 12 km. nord for Grenå. Byens navn er Gjerrild. Hvem kender navnet? Det bliver naturligt nok få. Gjerrild by er ikke verdens navle, men set ud fra dens placering midt i Danmark og dens historie gennem tiderne er den basis for omtale.
Omgivet af skov og hav har Gjerrild alle dage geografisk set haft en noget indeklemt placering, som før i tiden, da samfærdselsmidlerne var primitive, naturligt havde til følge, at beboerne groede fast og blev særprægede i deres ensomhed. Nogen intim forbindelse med omverdenen var vanskelig at etablere.
Her boede og har vel aldrig boet andet end bønder, som Blicher siger om Uannet, og for disse bønder gjorde et vist forhold sig i ældre tider gældende. De var nemlig fæstere under godset Benzon, det gamle Sostrup, slægten Skeels herresæde. Her trællede de i sin tid på hovmarken, blev drevet som mære (Holberg i Peder Paars) til arbejdet, og på godsets kontor måtte de indtil vore dage møde op og erlægge deres afgift. Alt dette måtte selvsagt sætte sit præg. Men skønt fæstevæsnet hér holdt sig så længe som til 1917, da de sidste fæstere blev selvejere, må det siges, at nutidens bønder her har afkastet ågets præg fuldstændigt, så de nu er frie og driftige bønder, der med flid og dygtighed ørker den jord, som sent blev deres".
Læs videre om Gjerrild i årbogen !
|