Artikler på Nørre Djurs Web
Glæde i Stenvad

Fest-i-Stenvad.jpg (10872 bytes)

Det er vist længe siden, der er set så mange mennesker i kirke i Stenvad, som der var i går, men det er jo heller ikke hver dag, at selveste biskoppen lægger sin vej forbi. Som vi fortalte for en uges tid siden, blev Stenvad indviet som nyt sogn, og det er resultatet af mange års kamp.
Læs mere om begivenheden !

Kirken blev indviet i 1959, og lige siden da har der været bestræbelser på at få Stenvad gjort til et selvstændigt sogn. Så det har mildest talt været et langt og sejt træk, specielt dét, at overbevise Kirkeministeriet om rimeligheden heri. Det var faktisk først for 4 år siden, da biskop Keld Holm fattede sympati for de ihærdige Stenvad-folk, at der for alvor kom skred i tingene. Det er ikke svært at forstå, at forkæmperne var i festhumør i går, da det nye sogn endelig blev en realitet. Selve indvielsen foregik under ledelse af Keld Holm, der blev suppleret af provst Anders Holt fra Veggerslev og de 3 lokale præster.
I sin tale kom biskoppen ind på, at det ikke er hverdagskost for ham at indvie et nyt sogn. Det sker af og til, at der bliver bygget en ny kirke i en af storbyerne, og at der dermed bliver dannet et nyt sogn, men ellers er tendensen i dag, at sogne bliver lagt sammen. Indtil i går har kirken hørt under Ørum Sogn, og den har været drevet af et Kirkeråd, som nu opløses, og dets mangeårige formand, Ingeborg Kyed Pedersen, har trukket sig tilbage og overladt arbejdet til det nye menighedsråd.

Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 04-12-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000