Artikler på Nørre Djurs Web
LÆSERBREV: Rougsø imponerer med trådløst
egns-net.
Efter det ovennævnte besøg på kommunekontoret i Allingåbro
har projekleder Bjarke Nielsen sat sig ned og funderet over, hvorfor vi i Nørre Djurs
ikke har så aktiv en politik på IT-området, som man har i nabokommunen Rougsø (brevet
er også indsat i debatten på webstedets forside).
"Kære alle!
Netop hjemkommet fra demonstrationen af trådløst egns-netværk i Rougsø kommune.
Jeg er dybt imponeret af Rougsø . . . og egentlig temmelig skuffet over vores egen
kommunes håndtering af IT-området.
Så det her er lidt svært . . . nu onsdag d. 22/11 har vi, en snes mennesker fra Nørre
Djurs, været i IT-slaraffenlandet Rougsø og set, hvordan det kan gøres. . . . og er så
vendt hjem igen til, hvad der nu føles som vores eget IT-uland . . . , og så melder
tømmermændene sig: "Hvorfor skal det være så svært at bevæge tingene i den
rigtige retning på IT-området her i Nørre Djurs . . . ?" Et sådant trådløst
egns-netværk, som de nu i snart 2 år har haft i Rougsø, argumenterede Bøvl-miljøets
repræsentater for at etablere i Nørre Djurs på en IT-plan-konference med konsulenter
fra Kommune Data i rådhussalen på kommunekontoret i Glesborg allerede i foråret 1996 .
. . Modargumentet fra kommunens repræsentanter var spredt latter . . . og det er jeg
bange for, at det i bedste fald stadig er . . .
Godt nok var den IT-ansvarlige i Rougsø selv medlem af kommunalbestyrelsen, men det kan
da ikke være rigtigt, at borgere, som forstår betydningen af at modne en fælles
IT-infrastruktur i en egn præget af land-zone, skal stille op til kommunevalget for at
skabe den tiltrængte lydhørhed . . . Men det ser faktisk ud til det, for det var
påfaldende, så få af vore politikere - trods direkte invitation og avisomtale - der
havde fundet vej til rådhuset i Allingåbro. Poul Kjeldgaard, Malte Larsen og John Krogh
mødte op og hentede uden tvivl lige så stor inspiration i IT-koordinator John Jensens
demonstration af udstyret, som vi andre fremmødte. Men hvordan kan det nu være, at slet
ingensomhelst fra den daglige kommunale administration havde fundet det ulejligheden værd
at se trådløst netværk i praksis, serveret på et sølvfad . . .?
Jeg forstår det simpelthen ikke . . . det er skuffende . . . i betragtning af, hvor store
perspektiverne i etablering af et trådløst egns-netværk faktisk er. - Men hvordan skal
de komme til at forstå disse perspektiver, når det ikke interesserer dem, og når de
ikke er til at få i tale . . .
Men nu kører toget altså, og de kan stige på det eller lade være. Mandag den 4/12 fra
kl. 19 til 22 afholder Nørre Djurs Web- & Computer-Bøvl-miljø TEMA-AFTEN over
emnet: "Elektronisk egns-netværk".
I mødets foromtale hedder det: "Et egns-netværk uden om tele-selskaberne er på
mange måder en god idé. Vi gør status over, hvad vi indtil nu ved om fordele og ulemper
ved en trådløs løsning og om fordele og ulemper ved en leje-løsning via det
eksisterende kabelnet, og vi sammenligner de to modeller og lægger en slagplan."
Selvom vi er mange, der hælder til den trådløse udgave af et egns-netværk, er vi åbne
for at undersøge muligheder og priser for at bygge et egns-netværk op på basis af
gruppe-leje af faste højhastigheds-kredsløb i det eksisterende trådbaserede
telefon-net. Derfor har vi inviteret en konsulent på området til at komme i
Bøvl-værkstedet og fortælle om en sådan løsning nukommende onsdag d. 29/11 kl. 11.15.
Tidspunktet er ikke så heldigt, men konsulenten kommer fra et lignende møde på
rådhuset, og det var det, der var muligt. Vi, der overværer dette møde i
Bøvl-værkstedet, vil aflægge rapport på ovennævnte TEMA-AFTEN om "Elektronisk
egns-netværk" d. 4/12.
Men tilbage til emnet: vi er en del mennesker her på Nørre Djurs egnen, der gennem
længere tid har overvejet og undersøgt mulighederne for etablering af et elektronisk
egnsnet, med mulighed for tilslutning til Internettet med meget høj hastighed og meget
billigere, end det er muligt at opnå gennem teleselskaberne, og først for nylig blev vi
klar over, at Rougsø længe havde været igang med en trådløs udgave, hvor den
kommunale administration, institutionerne og politikerne er på ét net, og skolerne,
gennem samme udstyr, er på et andet. Borgernes netdel - som udstyret også rummer
mulighed for - er endnu ikke åbnet.
En del af os, der interesserer os for etablering af et elektronisk egns-net her i Nørre
Djurs, var selv kommet til den overbevisning, at på landet skal sådan et netværk være
trådløst baseret, på én af de radiofrekvenser, der er reserveret til gratis lokal
brug. Men det er der mange andre i verden, der har set før os. Så på dette felt er der
fornylig etableret en verdensstandard for det nødvendige udstyr til sådan et trådløst
egns-netværk ved navn Wi-Fi, og dette indebærer, at man ikke længere binder sig til en
bestemt producent, og at den deraf følgende konkurrence gør udstyret billigt nok til, at
en husstand vil anskaffe det inden for den nærmeste fremtid.
Der er tale om udstyr, som giver data-hastigheder, der er en faktor 100 gange hurtigere
end det, som vi der bor på landet ellers kan opnå, idet vi i lang tid endnu nok ikke kan
blive tilsluttet kabel-TV-nettet eller ADSL, men vil være henvist til den meget
langsommere teknik med modemer eller ISDN. Og gruppe-leje af faste kredsløb á la ADSL og
erhvervelse af det nødvendige udstyr ser ikke umiddelbart ud til at kunne konkurrerere
med den trådløse model, hverken på hastighed eller pris. Men det bliver vi måske
klogere på fra på onsdag.
Ihvertfald ved vi - bekræftet af demonstrationen i Rougsø i dag - at ved selv at
etablere et trådløst højhastigheds egns-netværk, med tilhørende superhurtige
fælles-betalte Internetadgange, evt. over satellit, i lighed med det, vi allerede gør i
Bøvl-værkstedet, ja, så kan vi i alt væsentligt spare de løbende private
Internet-udgifter til teleselskaberne. Men samtidig får vi et kraftigt lokalt
data-kommunikations-net mellem alle, der deltager, som praktisk talt er gratis at bruge -
også til samtale eller billedtelefoni. Og dermed kan vi spare på telefonen.
Det netværk, vi påtænker, kan uden videre udbygges, indtil alle egnens husstande,
institutioner, virksomheder m.v. er tilsluttede. Og over de fælles Internetforbindelser
kan resten af verden så nås uden videre.
Perspektiverne for den daglige kommunikation på egnen og alt, hvad der følger med denne,
er intet mindre end fantastiske - og nu har vi set det virke i praksis i Rougsø. Måske
er det dét, der skal til for at gøre dét at bo i landzone mest attraktivt i forhold til
at bo i byzone. Udbygningen af et trådløst egnsnet kan således meget vel udvikle sig
til den bærende struktur for en videre udvikling af vores egn i informationsalderen. Ja,
dette, at modne IT-infrastrukturen gennem etablering af sammenkoblede trådløse
egns-netværk, ville faktisk være det helt rigtige tema at gøre til fælles projekt for
Mariager, Nørhald, Rougsø, Midtdjurs og Nørre Djurs, når kampen skal stå om EU's
Leader+ midler."
Skrevet af projektleder Bjarke Nielsen, Glesborg Kær.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 23-11-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000