Artikler på Nørre Djurs Web
LEADER PLUS-møde i Mariager
Mariager
Nørhald
Rougsø
Midtdjurs
Nørre Djurs
Efter idé-mødet forleden på Tørvecaféen i Stenvad er det
projektarbejde, som Nørre Djurs Kommune har sat i gang sammen med 4 nabokommuner i
bestræbelserne på at få del i nogle af de mange EU-midler til egnsudvikling, i går
gået ind i sin næste fase. Nørre Djurs NetNyt har talt med Henrik Lysgaard, planlægger
i kommunen.
Læs mere om mødet hér!
Sammen med de 3 valgte repræsentanter for de nørre djurske græsrødder, Mette Wermuth
Iermiin (Grøn Guide), Jens Rulle (nytilflyttet projektarbejder) og Birgit Brink Lorenz
fra Efterskolen Jægergården, tog Henrik Lysgaard i går til møde i Mariager sammen med
repræsentanter fra de 4 øvrige kommuner i projekt-samarbejdet (Midtdjurs, Rougsø,
Nørhald og Mariager). Han fortæller, at Nørre Djurs viste sig at være det eneste sted,
hvor den lokale arbejdsgruppe ikke bare er udpeget af den kommunale administration, men
valgt af de lokale idémagere selv. Mødet i går blev brugt til at lufte de deltagendes
forskellige idéer, og der skal nu udarbejdes en såkaldt SWOT-analyse.
Sådan en analyse går ud på at finde frem til de forskellige områders styrker og
ligeledes til deres svagheder, og en del af mødet gik med gennemgang af en foreløbig
analyse, som Henrik Lysgaard har udarbejdet for vores område. Det viste sig, at de
øvrige kommuner kunne nikke genkendende til så godt som alle dele af analysen, så på
den måde ser samarbejdet foreløbigt lovende ud. Nu skal der så endnu engang indkaldes
til møde i Nørre Djurs, hvor der skal arbejdes videre med de allerede eksisterende
forslag fra sidst, og der skulle også meget gerne dukke nogle flere gode idéer op fra
vores foreningsliv, fra erhvervslivet og fra de unge.
Herefter går arbejdet videre på et nyt, samlet møde d. 6. januar på Naturcenter
Randers Fjord i Voer, der gerne skulle bære frem mod et samlet projektudkast omkring
februar.
Her på Nørre Djurs NetNyt kan du følge intenst med i både det lokale og det fælles
projektarbejde, der gerne skulle ende med en masse spændende, EU-støttet aktivitet i
vores område i årene, der kommer.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 22-11-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000