Stig Holsting: Om genier

Artikler på Nørre Djurs Web
Stig Holsting: Om genier

Ude i Gjerrild bor der en digter og tegner, som med jævne mellemrum skriver en klumme i Dagbladet Djursland/Århus Stifstidende. Her på Nørre Djurs NetNyt har vi for længst fået Holstings tilladelse til at bringe hans betragtninger, og i dag, tirsdag d. 14. november, skriver han følgende under overskriften "De store og de små profeter":

"Alt her i livet går op og ned. Der er de lyse sider og så deres modsætning. Den ene er afhængig af den anden. Det er i modsætningens tegn, virkningen manifesterer sig. Kunsten og livets øvrige fremdriftsmanifestationer fødes ofte i mørket og skaber så lyset. Det er et af livets paradokser, at mennesket tilsyneladende trives bedst i mørket – i vemodet og fortvivlelsen, selv om de fleste nok vil benægte dette. H. C. Andersen sagde, at den dårlige kritik lammede hans skabertrang, Det skyldtes nok, at kritikken ofte var negativ – sjældent konstruktiv.
Som med det enkelte menneske, således også for samfundet – der som bekendt består af enkeltindivider. Samfundet har en naturlig fremdrift forårsaget af sin egen nødvendighed. Det er et produkt af civilisationen.
Men med kulturen er det en anden sag, for her afhænger fremdriften af ånden – af menneskets indsigt eller trang til at analysere sjælens snirklede veje. Her er der ikke, som med den tekniske udvikling, tale om en konstant opadgående linje. Vores åndelige indsigt og fremdrift afhænger af faktorer, som vi ofte ikke erkender som nødvendige, men som ikke desto mindre er lige så vigtige som at trække vejret.
Alle mennesker har en arketypisk trang til at analysere de kræfter, som arbejder i os, hvad enten man vil kalde dem en guddommelig kraft eller blot et udslag af kulturelt nedarvede og betingede sanser. Trangen til at se, hvad der gemmer sig bag forhænget, er afgørende for enhver skabelsesproces. Vi kan tvivle om dens sammensætning, men ikke om dens eksistens.
Et folks kulturelle og åndelige fremdrift kan man have en mistanke om afhænger af lysten eller behovet for at ville erkende en afhængighed af udenforstående kræfter. Hvis man tror, at alt alene afhænger af egen indsigt og dygtighed, kommer man ingen vegne. Den danske naturforsker Niels Steensen sagde engang så langt tilbage som i 1600-tallet, at jo større ydmyghed og jo færre fordomme man har, når man strejfer om i erfaringens vidtstrakte skov, desto større kundskaber erhverver man. Ifølge Steensen synes det altså at være en uomgængelig nødvendighed for, at enkeltindividet eller samfundet som helhed åndeligt at komme videre, at man forholder sig fordomsfrit og ydmygt til virkeligheden, sådan som den nu engang viser sig for én.
Men for at vende tilbage til begyndelsen, så er det vel for enhvers erfaring indiskutabelt, at også den enkeltes – og altså derved også samfundets – åndelige standard og behov svinger. Der er perioder, hvor de store ånder står i kø for at aflevere deres budskaber, og så er der trange tider, hvor alt går på det jævne, hvor ingen tør stikke hovedet op af frygt for at blive til grin eller i værste fald få det skåret af. I disse perioder skabes der sjældent blivende værdier.
Kunstnere og videnskabsmænd kigger hinanden over skuldrene, men skaber intet originalt. Det kan endda tegnes ind på en kurve. Man spejder forgæves efter nye genier, som kan og tør definere virkeligheden. Viser der sig en mulighed, udråbes fænomenet straks til at være svaret på tidens gåde – men som oftest er det falsk alarm.
I mellemkrigsårene sukkede man efter det litterære svar på et længe næret håb om en ny profet. Så dukkede en ukendt forfatter ved navn Marcus Laursen op med en bog, som hed "For nu venter vi på skib". Anmelderne proklamerede, at det var svaret på lange tiders håb og ønsker. Hvem husker Marcus Laursen i dag? Det ville i det hele taget være spændende, om man kunne se 50-100 år frem i tiden og læse den til den tid herskende klasses bud på udødeligheden. Hvem af vor tids skønånder figurerer mon her?
I sådanne ørkentider er der i de senere år ved at dukke nye tendenser op, som kun kan tolkes som fortvivlede forsøg på at hente døde ånder op til storhed af mangel på levende
Inden for musikken ser vi adskillige for længst glemte navne dukke frem. I litteraturens verden forsøger man f.eks. nu at genoplive Kaj Munk, som sandsynligvis kun lever i kraft af sit politiske martyrium, for at han som en anden Daniel skal træde frem af hvalfiskens bug og forkynde den skinbarlige sandhed. Han kunne og turde sige nogle sandheder i en tid, der var fuld af politiske svulstigheder. Men efter manges mening er hans egne litterære værker lige så fulde af svulstigheder. Kun tiden vil åbenbart vise, at der ikke er megen kødkraft på den pølsepind.
Der er naturligvis altid genier, som ikke forstås af deres samtid og først senere kan kaste lys over tiden, men disse genier er aldrig blot dagsaktuelle. Der vil altid være noget i deres budskaber, som kan bidrage til deres samtids belysning, men deres samtid vil altid kun forstå en flig af storheden. Genier rækker ud over tid og øjeblikkets historie. Geniet er aldrig farvet af øjeblikkets behov. Men naturligvis har de små profeter altid deres øjeblikkelige mission.

Skrevet af Stig Holsting, Gjerrild, i Dagbladet Djursland, tirsdag d. 14. november.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]