Artikler på Nørre Djurs Web
Børneliv

250 mennesker, som på alverdens måder arbejder med børn i Nørre Djurs, var i lørdags samlede på Ørum Skole til en temadag, arrangeret af Børne- og Kulturforvaltningen. I sagens natur var Nørre Djurs NetNyt ikke til stede, men vi synes, det er en oplevelse bare at remse det righoldige program op, så det gør vi hermed.
Læs programmet hér !

Dagen startede med velkomst ved skoledirektør Finn Byrialsen og formanden for Børne- og Kulturudvalget Gert Eriksen og med korsang v/ Ørum Skoles kor under ledelse af Trine Thorning.
Den første del af formiddagen var helliget en fælles-forelæsning af Anne-Marie Dahl, forsker ved Institut for Fremtidsforskning i Århus. Hun fortalte ud fra følgende oplæg:
"Vi står på tærsklen til et drømmesamfund. Et samfund, hvor historier, drømme og følelser kommer i fokus. Informationssamfundet med dets vægt på viden og facts er på retur. På fremtidens arbejdsmarked bliver kreativitet, omstillings- og indfølingsevne efterspurgte kvalifikationer. Skellet mellem arbejde og fritid vil blive udvisket eller helt forsvinde, og der vil opstå et helt nyt arbejdsbegreb. Hvordan ruster vi bedst nutidens børn til morgendagens drømmesamfund?"

Børneliv-stor.gif (9936 bytes)

Resten af formiddagen var helliget gruppeopdelte gæsteforelæsninger over følgende emner:
"Mystifistiske" børn v/ Kurt Memmert, børne- og ungdomspsykiatrisk overlæge.
At forstå børns koder v/ skolepsykolog Ulla Rasmussen.
Familie på godt og ondt v/ Helle Jensen, Kemperinstituttet i Odder.
Supervision v/ konsulent Jørgen Rieber.
Filosofi med børn – Hvorfor, hvad og hvordan ? v/ seminarielektor Else Marie Schouborg.

Efter frokostpausen var deltagerne så delt ind i 12 grupper med lokale oplægsholdere og diskussion bagefter. Emnerne var:

1: Morte meo.
Her fortalte sundhedsplejerske Dorthe Nicolajsen om en hollandsk metode, hvor man bruger videooptagelser til hjælp i vejledning om samvær med børn.

2: At befinde sig i en to-kulturel verden.
Her fortalte Esmir Zajic om bosniske børns vilkår og Othman Leach om kurdiske børn i Nørre Djurs.

3: To-sprogede børn.
Skolekonsulent Lene Damgaard fortalte om samspillet mellem modersmål og det nye sprog.

4: Pædagogisk-psykologisk rådgivning.
Medarbejdere i PPR fortalte om, hvordan de forestiller sig deres rolle i fremtidens skole.

5: Den svære forældrekontakt.
Her var det Inge-Lise Pallesen og Susanne Robak, der arbejder i Nørre Djurs som pædagoger og familieterapeuter, som fortalte om de problemer, der tit er med at få kontakt med modvillige forældre.

6: Familieværkstedet.
Pia Harbo og Helga Sax er familiebehandlere, og de fortalte om deres behandlingstilbud til familier i Nørre Djurs.

7: Familieafdelingen – Social- og Sundhedsforvaltningen.
Her var det Annette Hammerum og Helle Lind, som snakkede om familievejledning og samarbejdet med kommunens institutioner.

8: Stendysseskolen – visitation og arbejdsmetoder.
Bent Sølyst er forstander på denne skole, og han fortalte om visitationer og handleplaner og om skolens pædagogiske principper.

9: Trin for trin – et undervisningsmateriale, der træner børns sociale færdigheder.
Susanne Damsgård og Lillian Byrialsen, lærere på Ørum Skole, gav et bud på en metode til at gøre visse børn bedre egnede til at omgås andre børn.

10: Brobygning – overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne.
Skolekonsulent og ungdomsvejleder i Nørre Djurs Kommune, Borghild Nolsø Skalts, gav her et overblik over arbejdet med at gøre de unge egnede til selv at tage beslutninger i valget af fremtidsmuligheder.

11: De udsatte børn i en ungdomskultur.
Per Larsen fortalte om arbejdet med at nå de unge, der ikke falder ind under de normale kategorier og om misbrugsproblemer i Nørre Djurs.

12: Demokratiets vilkår.
Vores lokale "demokrati-guru", Eigil Kjærgård fra Ørum Ungdomsskole, om ungdommens venden ryggen til de voksnes demokrati og om, hvad vi kan gøre ved det.

13: Brobygning – overgang fra børnehave til skole.
Hanne Hoffmeyer og Irene Rasmussen fra børnehaven "Frihedslyst" i Voldby og Søren Søren fra Skolefritids-ordningen i samme by fortalte om, hvordan man i Voldby gør forsøg med at samarbejde for at lette børnenes overgang fra børnehaven til skolen.

Når man ser dette fantastisk spændende program, må man endnu engang glædes over, hvor meget gang der faktisk er i Nørre Djurs, også på børne- og ungdoms-området.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 14-11-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000