Artikler på Nørre Djurs Web
Pudsig historie om gammel cykel
I fredags var der i Grenå den såkaldte Dytfri Dag, et landsdækkende arrangement med opfordring til én dags bilfri bymidte. Der var vist ikke så mange, der lod sig lokke til at lade bilen stå, men det emne lader vi nu ligge hér på Nørre Djurs NetNyt.
Derimod bed vi mærke i en historie, som Mogens Lyng kunne fortælle i lørdagsudgaven af Dagbladet Djursland. En medarbejder fra Djurslands Museum stod på Torvet i Grenå og fortalte om en gammel cykel, han viste frem for folk netop i anledning af bilfri by-kampagnen. Muséet har fået foræret cyklen af en ældre dame, kunne han fortælle, men af én eller anden grund var damens identitet gået tabt, så man kunne ikke sige så meget om cyklens historie.
I det samme kom en ældre dame forbi, og hun kunne fortælle, at hun faktisk var denne ældre dame. Hun hedder Mette Katrine Jensen og bor i Gjerrild. Og det var hendes svigerfar, karetmager Henrik Jensen fra Gjerrild, der i sin tid lavede cyklen, sandsynligvis lige før Første Verdenskrig. Der fik de altså dét på plads, de kære museumsfolk.
Kilde: Dagbladet Djursland
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 25-09-00
Copyright Nørre Djurs Web 2000