Stig Holsting: En hyldest til det frie initiativ

Artikler på Nørre Djurs Web
Stig Holsting: En hyldest til det frie initiativ

Skattemyndighederne er blevet gode til at opsnuse de små folks små biindtægter, dem der skal forsøde tilværelsen for det skatteplagede folk, når de har brugt rub og stub på afgifter og gebyrer.
Man taler så meget om sort arbejde og forsøger med svingende held at oppiske en folkelig forargelse over, at nogle prøver på at overleve. Her taler jeg ikke om entrepenøren, der svindler sig til formuer, mens han i forvejen puger millioner sammen på skjulte konti her og der. Jeg taler om ganske almindelige mennesker, som i deres fortvivlelse forsøger at holde livet ved lige med ofte små initiativer.
Af egen blodig og smertefuld erfaring ved jeg, at det kan være svært - meget svært - at holde arbejdslysten i gang, når selv de små initiativer vrides af det offentlige. Med en årsindkomst, som man ikke skulle byde en grøftegraver, skal der stor skabertrang til alligevel at skabe kunst vel vidende, at det i sidste ende kommer til at koste penge. Hvad får kunstneren til at udstille sine værker eller sangeren til at præstere sin kunnen for publikum, når han eller hun godt ved, at det i sidste ende kommer til at svie økonomisk? Spekulerer det offentlige koldt og kynisk i kunstnernes altoptærende behov for at skabe?
Der findes ingen bundgrænse for små indtægters pligt til at punge ud. Der er noget, der hedder arbejdsmarkeds-bidrag. Tjener jeg en femhundredekroneseddel, skal jeg afgive en vis procentdel deraf til denne mystiske kasse vel vidende, at det er noget, jeg absolut ikke kan høste gavn af selv.
Jeg er ikke medlem af en A-kasse. Har aldrig været det eller for den sags skyld af nogen anden hjælpekasse og kan derfor ikke regne med hjælp nogen steder fra. Alligevel skal jeg bidrage til noget, som kun andre kan hæve. Hvorfor kan man, når man nu lever på en absolut lavindkomst, ikke være sin egen hjælpekasse og slippe for at yde til andres, der i forvejen bugner af stadigt tilflydende midler?
I de senere år er der ved at dukke en helt ny industri op, som mange snedigt forstår at udnytte. Det er "erstatningsindustrien". Man finder et eller andet, hvorved man mener sig påtvunget unødig ulempe - og kræver erstatning.
Tobaksindustrien har nu i mange år leveret råvarer til mange menneskers daglige røgfulde fornøjelser. Gennem adskillige år har det været en vistnok fastslået kendsgerning, at det dog er sundhedsfarligt at ryge tobak. Ingen kan sige sig fri for denne viden - eller formodning. Med fri vilje og oprejst pande har man kastet sig tobakstågerne i vold. Men da man så opdager, at man er blevet syg deraf, skal der findes en skyldig, og da det er så moderne at finde den skyldige udenfor sin egen erkendelsessfære, så er det naturligt at udpege fabrikanten.
Jeg kan forstå, at der her er millioner at tjene. Jeg kan godt li` en god cigar eller en pibe tobak af og til, men det går vist for langsomt. Altså må jeg til at ryge cigaretter - rigtig mange cigaretter, så jeg hurtigt kan pådrage mig en eller anden sygdom. Derpå vil jeg indstævne tobaks-industrien - eller måske er det tilstrækkeligt at hjemsøge kioskejeren, som sælger tobakken. Så rammer jeg en af de små, og det siger min erfaring mig er langt lettere.
Nu da lavinen synes at være sat i gang, så kunne jeg måske også spekulere lidt i bilkørslens risikofyldte beskæftigelse. Hvis jeg kører galt i min bil og pådrager mig et eller andet, så vil jeg sagsøge bilfabrikanten, fordi han ikke har advaret mig imod at sætte mig ind i bilen.
Bilerne ødelægger også luften, så hvorfor ikke afkræve de samme bilfabrikanter eller måske også olieraffinaderierne erstatning for tilsodede luftveje, bronkitis og hvad ved jeg. Jeg vil til at hjemsøge fabrikanter af forskellige spiseprodukter, fordi jeg måske har pådraget mig en tyktarmskatar af at spise for meget.
Spiritus er efter nogles mening også sundhedsfarligt - ja, kan få nogle til at optræde som voldsmænd og tilføje mig skader. Altså må jeg tænke over at indgive erstatningskrav til diverse vinbønder og importører, hvis jeg skulle være så heldig at krydse en fuld voldsmands usikre veje.
Jeg kendte engang en landmand, som havde en god biindtægt, fordi en vej med mange slyngninger gik gennem hans matrikler. Det medførte ofte, at en bil røg ud i hans korn- eller roemark. Straks blev bilejeren præsenteret for et erstatningskrav.
Som skattehjemsøgt udøvende kunstner med en vis fantasi tror jeg, at jeg vil til at tjene penge på erstatninger, hver gang jeg ved egen skyld ganske vist, men ved andres hjælp pådrager mig en eller anden skade. Og da erstatninger vist ikke er skattepligtige, kan jeg altså nyde frugten af værdierne selv. Tiden er for den, der forstår at udnytte den.

Ovenstående er skrevet af tegneren og forfatteren Stig Holsting fra Gjerrild og stod at læse som "klumme" i Dagbladet Djursland, tirsdag d. 22. august.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]