Artikler på Nørre Djurs Web
Hvem kan hjælpe politiet?
I dag vil vi gerne viderebringe en bøn fra politiet i Grenå om
hjælp til opklaringen af 2 tilfælde af indbrud i vores område. Er der nogen, der har
observeret noget, som kan være til hjælp i opklaringen?
Læs mere her!
Der er flere ting, som er fælles for de omtalte indbrud, bl.a. at ingen af dem lykkedes,
og at fremgangsmåden var næsten den samme.
Natten til d. 22. juli brød flere tyve ind i et kontor på Fjellerup Strands Camping i
den hensigt at løbe med et pengeskab, som de forsøgte at fjerne på en medbragt
murstenssækkevogn. De blev forstyrret i deres forehavende, så de måtte efterlade både
pengeskab og sækkevogn.
Cirka det samme gentog sig i august måned, denne gang i Bønnerup. Her forsøgte tyvene
sig med at løbe med et brandskab, men også det blev de forstyrrede i. Endnu engang løb
de fra en sækkevogn.
Politiet har en idé om, at de 2 sækkevogne kan være stjålet fra f.eks. et murerfirma,
og da indbrudsforsøgene endnu ikke er opklarede, beder man nu offentligheden om hjælp.
Den første har været grøn, men er nu ret rusten. Den er blevet malet på med rød
spraymaling, HJ og CFJ står der, og man mener, den er af mærket "Randers
børe", ligesom den anden. Den er blå og er af nyere dato, og man kan se mærket.
Begge sækkevognene er tohjulede og forsynede med løftearme.
Det ville være til stor hjælp for politiet, hvis man kunne finde ejeren eller ejerne af
vognene. Ved du noget, så kontakt politiet i Grenå på tlf. 86 32 10 11.
Få flere oplysninger på det lokale politi's hjemmeside:
http://www.nr-djurs.net/red6/hjemmesider/politi
Kilde: Dagbladet Djursland
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 22-08-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000