Artikler på Nørre Djurs Web
Hjerte-varm aften i slotsparken
Lasse og Mathilde er altid et bekendtskab værd. I går varmede de publikum med deres milde sang som optakt til Lars Lilholt Band. Et talstærkt publikum fik ikke for lidt heller da aftenens hovednavn gik på scenen. Den tilbagevendende begivenhed, med Lars Lilholt Band som samlingspunkt i Mejlgårds slotspark hver midsommer, har efterhånden gjort samværet til en slags gigantisk familie- og vennefest for egnen. Man glæder sig allerede til næste år.
Per Pedersen fra Superbrugsen anslår at der deltog 6.500 mennesker ved koncerten. Alt klappede som det skulle. Og selv om man fik regn i de omkringliggende egne faldt der ikke en dråbe over slotsparken. Så man må sige at også godsejer Juel, der står for vejret, havde passet sin opgave upåklageligt. Godsejeren indrømmede da også at han havde søgt hjælp på højeste sted ved at sende en e-mail med ønske om godt vejr.
Det er planen at forsøge at udvide arrangementet i slotsparken næste sommer. Torsdag aften i uge 29 håber man at kunne præsentere Lars Lilholt Band igen som sædvanlig. Men som noget nyt drømmer man om at lave en børnekoncert lørdag eftermiddag og en mere klassisk koncert søndag eftermiddag, gerne med Stig Rossen.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 21-07-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000