Artikler på Nørre Djurs Web
Læserbrev: Nej til nationalisme - ja til
selvbestemmelse !
Vi har allerede modtaget det første indlæg i debatten op til
ØMU afstemningen d. 28/9:
Onsdag d. 19-07-2000.
Nej til nationalisme - ja til selvbestemmelse !
Jeg ved ikke om det er udtryk for manipulation eller for tankeløshed, men under alle
omstændigheder er det stærkt provokerende at man som modstander af dannelsen af en
europæisk superstat konstant bliver påduttet at være nationalist.
En nationalist er ifølge Nudansk ordbog en person med en stærk nationalfølelse, der
ofte er forbundet med forestillingen om at ens egen nation er bedre end andre eller har
særlige rettigheder i forhold til dem. Vær venlig i den nuværende EU-debat at reservere
betegnelsen "nationalist" til der hvor den er på sin plads.
Når jeg er imod dannelsen af en superstat og vores samfunds underkastelse under en
sådan, er det ikke fordi jeg tror at Danmark er et bedre samfund end f.eks. Sverige,
Holland og England eller andre. Nej det skyldes at jeg tror at alle folk alle vegne er
bedst tjent med lokalt selvstyre i mindre enheder, og at vi alle er bedst tjent med at
internationalt samarbejde sker udfra selvbestemmelse, ligeværdighed, respekt og egen
vilje til samarbejde, imellem sådanne suveræne mindre enheder.
I en superstat har det enkelte individ reelt ingen indflydelse på rammen om egen
tilværelse. Samfundet vil være fjernstyret og samfundets omfang taget i betragtning kan
der ikke tages hensyn til særlige omstændigheder og behov. Tendensen bliver derfor at
individet resigneret ophører med at engagere sig i udviklingen af et godt samfund.
I en mindre statsdannelse, der råder over en suveræn selvbestemmelse, vil nærheden
mellem beslutningstagere og alle områdets særlige omstændigheder og reelle behov
bevirke, at disse kan mødes med større fleksibilitet, opfindsomhed og hensyntagen.
Individets engagement kan derved gøre en forskel, og tendensen vil derfor blive at
individet levende involvere sig i skabelsen af et godt samfundsliv. Den der har skoen på
kan bedst vide hvor den trykker og er også bedst til at gøre noget ved det.
Hvad der er af fordele ved dannelsen af en superstat må man således bevidst give afkald
på, for at kunne sikre alle individers selvbestemmelse, engagement, opfindsomhed og
fleksible tilpasning af tilværelsen i hver deres særlige virkelighed.
Bjarke Nielsen
IT-lærer
E-mail: Bjarke@nr-djurs.net
Tlf.: 86 38 60 03
Glesborg Kærvej 46
8585 Glesborg
Du kan give Bjarke svar på tiltale ved selv at sende et læserbrev eller ved at
"Tilføje" et indlæg til konferencen om "ØMU afstemning 28/9 2000"
fra forsidens Debat-felt. Dette indlæg befinder sig allerede i konferencen.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 21-07-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000