Artikler på Nørre Djurs Web
Busserne - endnu engang

Efter vores gennemgang i går af busgruppens reaktioner på amtsborgmesterens gentagne opfordringer til at komme med konkrete eksempler på folk, der er ramt af de nye køreplaner, er der lidt trøst at hente i dagens udgave af Dagbladet Djursland - måske!
Hér er Svenn Strunk gået i clinch med amtets busplanlægger, Rigmor Korsgaard, for at blive klog på, om der, som busgruppen frygter, skal laves en nøjagtig optælling af busbehovene i Nørre Djurs, før der evt. kan gøres noget. Han har også konfronteret Rigmor Korsgaard med Janne Bergs spørgsmål på mødet i fredags om, hvor mange berørte mennesker, der skal til, for at der kan rokkes ved den nye busplan.
Hertil svarer hun, at det, amtet har brug for, er en opsummering af alle de problemstillinger, der knytter sig til den nye køreplan. Hun nævner selv flere eksempler, bl.a. at Fjellerup-området mister sin forbindelse til Århus, og at andre områder i Nørre Djurs mister forbindelsen til Randers. Sammen med disse eksempler ønsker man bare et slag på tasken mht., hvor mange, der direkte er berørte. Således giver Rigmor Korsgaard klart udtryk for, at en husstandsomdelt undersøgelse til kortlægning af problemernes omfang, som busgruppen har foreslået, er overdrevet. Altså: konkrete eksempler, der belyser alle facetter af de måder, hvorpå Nørre Djurs er ramt af de nye busplaner, ønskes.
Fra busgruppens side udtrykker man herefter lettelse over, at man ikke skal i gang med en lang og tidskrævende kortlægning. Under det store arbejde med at samle alle de mange underskrifter er busgruppen stødt på så mange historier om dårlige virkninger af køreplanen, at man nok mener at være leveringsdygtig. Med andre ord: busgruppens forslag om at lægge rute 121 tilbage til den gamle køreplan ser nu ud til at kunne blive til noget!
Send os en e-mail her på Nørre Djurs Net Nyt, hvis du er ramt af de nye køreplaner eller kender til eksempler herpå!
Se i øvrigt Svenn Strunks artikel i Dagbladet Djursland, tirsdag d. 4. juli!

[ Dagsoversikt ]

Skrevet af Rex, redaktion 5, den 04-07-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000