Hvordan man som landmand bærer sig ad med at tænke på miljøet uden at tabe
penge på det var temaet for den markvandring, Djurslands Landboforening afholdt
i går hos Orla Sørensen i Kastbjerg og hos Folmer Mogensen fra Selkær.
Det er hensynet til grundvandet, der ligger bag det 3-års projekt, 8 landmænd fra det sydlige Nørre Djurs har deltaget i siden 1998. Når man ser på kortet over særligt følsomme landbrugsområder i Århus Amt, er området omkring Skindbjerg, Selkær og Kastbjerg udpeget som et sted, hvor man skal passe ekstra godt på grundvandet.
Herfra kommer en stor del af Grenås samlede vandforsyning, og hér dyrker de 8 landmænd deres jord. Fra Landskontoret for Planteavl og Djurslands Landboforening blev bønderne spurgt, om de havde lyst til at medvirke i forsøget med at bruge mindre kvælstofholdig gødning. Når man gør det, bliver udbyttet også mindre, men hér er Miljø Venlige Jordbrugs Ordninger (MVJ-ordningerne) trådt til med økonomisk støtte. De foreløbige resultater tyder på, at der ikke er økonomisk risiko ved at skæren ned på brugen af gødning.
Gårsdagens markvandring gik først til Orla Sørensen i Kastbjerg, der bruger rajgræs på markerne for at begrænse nedsivningen af kvælstof til grundvandet.
Folmer Mogensen i Selkær har udlagt en del af sin jord til beplantning af skov uden brug af kvælstof de næste 20 år.
Man besøgte de 2 steder, og det hele sluttede af med en præsentation af de kommunale tilskudsordninger.
Jens P. Jellesen, planteavlskonsulent i Djurslands Landboforening, udtrykker over for Dagbladet Djursland stor tilfredshed med de foreløbige beregninger af projektets virkninger. Resultaterne vil blive samlede i en rapport, men dette gode Nørre Djurs-forsøg er for småt til at kunne give nogle sikre, statistiske beregninger.
Kilde: Dagbladet Djursland
Læs også Henrik Asks artikel i dagens udgave af Dagbladet Djursland (27-6)!
[ Dagsoversikt ]
Skrevet af Rex, redaktion 5, den 27-6-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000