Artikler på Nørre Djurs Web
Borgmesterønske om forsøgsbane

Med borgmester Leif Sørensen som medunderskriver har 8 borgmestre fra Djursland rettet en henvendelse til den ny trafikminister, Jacob Buksti. I et brev har de stillet forslag om, at Grenå Banen etableres som forsøgssidebane, så strækningen mellem Grenå og Århus bliver mere tidssvarende og på den måde kan tiltrække flere passagerer.
På det seneste er der lavet nogle aftaler om investeringer i banedriften i Østjylland, og det er de bevillinger, borgmestrene håber med deres opfordring at kunne få del i. Toget skal både kunne køre med flere afgange i myldretiderne, og køretiden skal sænkes til under en time. Overskæringerne skal sikres bedre og nogle måske endda sløjfes.
Borgmestrenes plan kommer til at betyde meget store investeringer, men der bliver også mange penge at gøre godt med i de kommende år, efter de aftaler, der er lavet. Med deres initiativ ønsker de at få sat Djursland på landkortet hos trafikministeren, så vores område kan komme ud af den trafikmæssige isolation, vi oplever i øjeblikket.
Leif Sørensen siger til Nørre Djurs Web, at forslaget om forsøgsbanen også hænger sammen med den igangværende debat om busserne. Han så gerne Ryomgård som vores centrum for både busser og tog, da Rønde ikke er et logisk knudepunkt set fra vores ommråde, som det er blevet det nu efter de nye køreplaners ikrafttræden.
Kilde: Dagbladet Djursland

[ Dagsoversikt ]

Skrevet af Rex, redaktion 5, den 23-6-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000