Artikler på Nørre Djurs Web
Fjellerup Kræmmermarked i samme week-end

For at det ikke skal være løgn, er der minsandten endnu et traditionsrigt kræmmermarked i week-enden, nemlig Fjellerup Kræmmermarked. Også her er der tradition for rigtigt mange mennesker. Det er ikke noget problem med konkurrencen fra Gjerrild, idet indbyggerne i Fjellerup gør en masse ud af, at det foregår lige midt i byen, og at det lokale har været i højsædet år efter år. Her er det også traditionen for kræmmermarked, der er i centrum, og der vil desuden være et omrejsende tivoli, en ting der adskiller dette marked fra det i Gjerrild.
I en stor annonce i Dagbladet Djursland fra lørdag d. 17. juni kan man læse, at musikken i år leveres af B. J. & The Evergreens, men forsangeren Bo Jacobsen fra Emmelev er på en lang tur til Azorerne med hele familien, så det bliver i stedet blues-trioen Sky of Blue, der trykker den af. Min sandten om ikke der bag dette navn gemmer sig 3 medlemmer af Djurslands Spllemænd, nemlig Helge Sørensen på guitar, Carsten Sørensen på bas og Arne Østergård på trommer. Men jeg skulle hilse og sige, at det ikke lige er folkemusik, der står på programmet her. Det er Helge Sørensens egne blues-numre, blandet med klassiske blues-ting, og de spiller lørdag d. 24. juni fra kl. 12-15.

[ Dagsoversikt ]

Skrevet af Rex, redaktion 5, den 22-06-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000