For 13. gang er det en kæmpeindsats af en stor flok frivillige både ledere og
forældre fra Gjerrild-Bønnerup Idræts Forening, der ligger bag afholdelsen af det
årlige Kræmmermarked med både kræmmerboder, gøgl, sport og musik. Det foregår i
denne week-end, d. 24. og 25. juni.
Igennem årene har denne flok af begejstrede frivillige lagt en kæmpeindsats i, at få
Gjerrild Kræmmermarked til at blive én af de bedst besøgte begivenheder i det djurske
sommerland, hvor konkurrencen er benhård om at trække folk til, både fra badestranden
og fra andre lignende arrangementer.
Fra starten for 13 år siden og til i dag har man efterhånden fået lavet nogle gode
traditioner for at blande kræmmermarked, sportslig underholdning og gøgl sammen til en
spændende sommer-cocktail. Og midt i det hele har man så det store mod, i stedet for at
sætte et dansk-top-orkester op på en blokvogn, i et stort cirkustelt at præsentere
nogle bands med mere eller mindre lokal tilknytning. På den måde er der altså hvert år
en hel lille "musikfestival", og intensiv plakatophængning gør, at der kommer
mange mennesker for at lytte til musikken, der får de bedst mulige betingelser gennem
East Sounds (tidl. Glesborg) kompetente arbejde med god lyd.
I år er der 4 musikalske indslag. Den lokale sanger, Rex Jensen fra Emmelev, synger sit
repertoire af, hvad han selv kalder for rock-a-hillbilly: et lystigt mix ældgamle
hillbilly- og countrynumre, Texas-hits o.lign. Han bakkes op at et hold virkeligt
kompetente musikere: Jens Falck (violin & guitar), Chr. Bach (harmonika & klaver),
Jack Hansen (bas) og Peter Bo Mikkelsen, kendt viden om for sin Drum School, på trommer.
Som et helt nyt indslag bliver de denne gang suppleret med dansere, nemlig Fjellerup
Line-dancere.
De træder op lørdag eftermiddag, og når støvet har lagt sig efter dem, kommer der et
utroligt populært indslag med den nordjyske folkemusikgruppe, Tørfisk. Lørdag aften er
det ligesom sidste år det kendte danseorkester, Falcon, der leverer musikken til teltbal.
Falcon er et mange år gammelt, Grenå-baseret band, som i virkeligheden startede på
Horsballumvej mellem Emmelev og Veggerslev. I dag er der kun et enkelt medlem med
tilknytning til Nørre Djurs.
Ét af de helt store tilløbsstykker er hvert eneste år Djurserne (de tidligere Djursland
Spillemænd), der med deres velkendte blanding af folkemusik, country og rockmusik altid
får folk med sig. Her finder vi, lige som med Rex & Rødderne om lørdagen, Jens
Falck på violin og guitar, Torben Harbo fra Langbyvej, også på violin, Helge Sørensen
fra Stenvad på guitar og mandolin, hans bror Carsten Sørensen (tidl. forpagter på
Meilgaard Slotskro), Bo Thalund på keyboards og Arne Østergård (tidl. Bamses Venner)
på trommer.
[ Dagsoversikt ]
Skrevet af Rex, redaktion 11, den 22-06-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000