Artikler på Nørre Djurs Web
Den Grønne Guide arrangerer modeopvisning

Her på redaktionen er vi hard core lokalpatrioter, så vi skriver normalt kun om ting, der foregår indenfor Nørre Djurs` kommunegrænse. Den opmærksomme læser (hej, Palle!) vil nok have lagt mærke til, at vi gang på gang gør undtagelser, når det drejer sig om nørre djursere, der gør sig bemærket uden for vores område.
Forleden dag fik vi en henvendelse fra Den Grønne Guide i Nørre Djurs, Mette Wermuth Iermiin, og hun står som initiativtager til en anderledes modeopvisning på Daghøjskolen Grønhøj i Vivild lørdag d. 17. juni.


Pressemeddelelse:
Tøj kan være bæredygtigt!
Modeshow på Daghøjskolen Grønhøj i Vivild skal inspirere til miljøvenlige tøjvaner.

Først var det mælken, så var det gulerødderne. Nu er turen kommet til tøjet. Danske forbrugere er ved at være godt med, når det gælder krav om giftfri fødevarer og rent drikkevand. Men risikoen ved det tøj, vi bærer på kroppen, interesserer os mindre - til trods for, at det oftest er fyldt med giftstoffer.

Fakta: ca. 25% af verdens sprøjtegiftforbrug bliver brugt til traditionel bomuldsdyrkning!

Det vil Norddjurslands grønne guide gøre noget ved, og det sker ved 2 modeshow's lørdag den 17. juni hen holds vis kl. 13.00 og kl. 15.00 i forbindelse med "Grønt Marked" på daghøjskolen Grønhøj i Vivild. Her vil daghøjskolens kursister vise det nyeste modetøj fra den bæredygtige del af branchen.

Modeshowet vil demonstrere, at sundt tøj ikke behøver at se kedeligt ud. Og at det skulle være dyrere end det traditionelle, afviser grøn guide Mette Wermuth Iermiin.

- Det bæredygtige tøj koster ikke mere end almindeligt kvalitetstøj, og det tøj, som er lavet af hamp, holder tilmed flere gange længere end tilsvarende bomuldstøj, siger hun.

Det miljøvenlige tøj sparer miljøet for mange giftstoffer. Hampeplanten er nok et af fremtidens naturmaterialer, når det gælder tøj. Planten er meget stærk og hurtigtvoksende og alene af den grund, kræver den hverken sprøjtemidler eller kunstgødning. Dette er i stærk kontrast til traditionelt dyrket bomuld, som er en af de afgrøder i verden, som sprøjtes mest. En fjerdedel af hele verdens forbrug af pesticider bliver anvendt ved produktionen af traditionelt dyrket bomuld.
Hamp findes i flere forskellige sorter. Den sort, som har euforiserende virkning, er en helt anden sort end den industrihamp, som kan anvendes til fremstilling af tøj.

Jakke af colaflasker
En del af tøjet fremstilles ved genbrug af materialer. På modeshowet kan man blandt andet se fleece-jakker, hvor polyesterfibrene er udvundet af colaflasker.
Også sko med såler af gamle bildæk og snuder af genbrugsdykkerdragter vises på modeshowet den 17. juni.


Yderligere information: Grøn guide Mette Wermuth Iermiin tlf. 86382900

Grønt marked og Modeshow på Daghøjskolen Grønhøj

Program:


Kl. 11.00 Udstillinger og markedsboder åbner!
Kursister fra daghøjskolen udstiller kreative produkter, demonstrere fremstilling af bl.a. Hjemmeost, bolsjer, smykker, pileflet og meget andet.
De besøgende har mulighed for at prøve de forskellige aktiviteter!

"Den Grønne Cafe" byder dagen igennem på småretter og bagværk, samt såvel varme, som kolde drikke!


Kl. 13.00 Modeshow præsenteres i opstillet telt på pladsen


Kl. 15.00 Modeshow præsenteres 2 gang


Kl. 16.00-17.00 Markedsdagen slutter af!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 09-06-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000