Artikler på Nørre Djurs Web
2 fra Nørre Djurs udgiver bog

Den tidligere lokalredaktør for Nørre Djurs på Dagbladet Djursland, Lise Bomholt fra Rimsø, og den forhenværende folketingsmand for Det Radikale Venstre, Sven Skovmand fra Stenvad, har skrevet en debatbog med titlen "Folkeskolens fremtid med de fremmede".
Læs anmeldelsen!


bog_anmeldelse.jpg (8388 bytes)

Da jeg forleden dag fik stukket denne bog i hånden og straks læste de løsrevne citater på bagsiden om begrænsning af indvandringen i Danmark, blev jeg lidt forudindtaget imod bogen. Var det Pia Kjærsgård-synspunkter i en akademisk indpakning, jeg skulle til at sætte tænderne i, eller hvad?
Lad mig endelig få sagt det med det samme, det var det heldigvis ikke! Faktisk blev jeg meget hurtigt revet med af den både seriøse og meget velskrevne behandling af et brandaktuelt emne.
De 2 forfattere, hvor Sven Skovmand er den oprindelige idémand og redaktør af stoffet, og Lise Bomholt er den, der har gennemført alle de interviews og undersøgelser, som ligger til grund for bogen og også skrevet store dele af den, har selvfølgelig en dagsorden. Deres udgangspunkt er, at politikerne og deres vælgere tit har nogle groft forenklede meninger om de fremmede og enten er for eller imod indvandrere uden de store nuancer. Enten er man betingelsesløst for eller også stærkt imod, og det er denne "politiske korrekthed", der er forfatternes hovedfjende. De mener, den står i vejen for, at de rigtige beslutninger bliver taget, og at der i visse henseender er brug for at tage nogle upopulære beslutninger, hvis ikke det skal gå helt galt med de mange fremmede børn i skolen.
For en ordens skyld skal det nævnes, at bogen ikke beskæftiger sig med flygtningene, kun med de andre indvandrere, som de mener, vi bør begrænse tilgangen af, ikke fordi vi ikke bryder os om de fremmede, men fordi vi gerne vil gøre integrationen på en måde, så der virkelig bliver kvalitet og omtanke i den. Forfatterne er gået ud og har snakket med folk, der arbejder med problemerne i det daglige, og det har givet en masse forskellige historier om både fiaskoer og succeser, det meste af det gennemsyret af en tro på kulturmødet som en positiv læreproces for både os og de fremmede. Det store og omfattende materiale, indsamlet ved interviews over det meste af landet, giver et virkeligt godt indblik i alle de forskellige måder, problemerne er blevet og bliver tacklet på. På den måde bliver bogen også en præsentation af mange forskelligartede holdninger til et indviklet emne, og det er rigtig godt for den videre debat.
Jeg kan altså anbefale denne bog på det kraftigste, den har fortjent at blive læst af de mange.
Læs bogen, og lad os få en debat i gang!
Læs endvidere Svenn Strunks artikel i Dagbladet Djursland, mandag d. 8. maj!

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Rex, redaktion 11, den 09-05-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000