Artikler på Nørre Djurs Web
Højhastighed-Internet så længe du orker til fast billig pris !

Egnens virksomheder, skoler og institutioner bør overveje selv at etablere den super-højhastigheds-Internet-model som Bøvl-værkstedet har konstrueret sig, og nu har afprøvet siden årsskiftet og fundet meget brugbar og økonomisk.
For det første: Har man et nogenlunde stort Internet-forbrug bør man overveje at skifte fra minuttakst-betaling til fastpris, - såkaldt flatrate. Fordelen herved er at man kan bruge Internettet lige så tosset man vil uden at det koster mere end det faste månedlige beløb. Der er ikke opkaldsgebyr for hvert opkald og om man er på i få eller mange minutter, eller måske mange timer, gør ingen forskel. At hente post hyppigt dagen igennem belaster altså ikke længere ens budget. Og det gør heller ikke nogen forskel hvor stor data-mængder man henter, - prisen er fast. Eksempelvis kan man etablere et abonnement hos Cybercity (uden oprettelsesgebyr frem til 31. maj) hvor man fast betaler 495 kr. pr. måned og blot kan bruge løs. For de der ikke bruger nettet helt så meget er der fastpris-abonnementer der giver ret til 1 time pr. døgn og 2 timer pr. døgn til h.h.v. 95 kr. og 195 kr. pr. måned. Man kan både bruge modem og ISDN. Man kan bestille den ene dag og være på den næste. Se selv, klik her: http://www.cybercity.dk/produkter/fastpris.
For det andet: Har man brug for en super-højhastighedsforbindelse kan man som Bøvl-værkstedet supplere ovenstående løsning med en parabol og et satellitmodem der sættes i computeren. Kiss Nordic har udviklet et satellitmodem kaldet SATDEM som kan overføre op til 45 megabit pr. sekund, eller 360 gange mere data pr. tidsenhed end ISDN hvor begge kanaler tages i brug til dataoverførelse. Se om SATDEM her: http://www.kissnordic.dk. I praksis er det naturligvis afhængig af om udbyderen af Internetadgang via satellit vil afsende så store mængder. Vores erfaring er at vi indtil videre får lov at trække mellem 4 og 6 megabit pr. sekund. Kortet koster ca. 1.700 kr. og med parabol og kabel kan man komme i gang for under 3.000 kr. Den månedlige betaling er rørende. For 125 kr. pr. måned kan man bruge det lige så tosset man vil. Og der findes programmer som gør at man uden videre kan bruge forbindelsen over et lokalt netværk fra mange maskiner samtidigt.
For at bruge Satellitkortet skal der være forbindelse til en almindelig Internetudbyder over modem eller ISDN. Signaler om det man på skærmen klikker på, vandrer så ind gennem ledningsforbindelsen, mens svarsignalerne fra Internettet kommer til skærmen via satellit og parabol. Men det beskæftiger brugeren sig slet ikke med, det virker som en almindelig Internetforbindelse bare langt hurtigere, da svarsignalet typisk er meget-meget større end klik-signalet.
For i alt 620 kr. pr. måned fast, kan man selv få en løsning som Bøvl-værkstedets, hvor man altså kan bruge Internettet lige så tosset man vil og få en praktisk brugshastighed der svarer til at have 30 til 50 ISDN-modemer i brug samtidigt.
Kontakt Bøvl-miljøet hvis du vil vide mere: Bjarke@nr-djurs.net.

[ Dagsoversigt | Arkiv ]

Skrevet af Bjarke, redaktion 11, den 10-04-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000