Artikler på Nørre Djurs Web
Tanker i anledning af 60-årsdagen for Danmarks
besættelse:
Sig "her til og ikke længere" til den løbske
forskning - nu !
I dag for 60 år siden var de iblandt os der er gamle nu frygtelig bange. Danmark blev
militært invaderet og besat af nazisterne og vore gamle mindes den tid der fulgte som de
fem forbandede år.
Jeg er bange i dag. Bange for vores kollektive fremtid. Jeg ser forfærdende perspektiver
i sammenligning med hvilke nazisternes hæslige gerninger virker mindre ophidsende.
Læs den nærmere analyse her:
Glesborg Kær d. 9. april 2000.
Kære medborgere, lad mig betro jer min inderste bekymring.
I total blindhed for de mulige resultater af deres initiativer, vil visionære unge
forskere ændre verden som vi kender den til et bedre sted, men som alle mennesker med et
langt livs erfaring ved, så bliver det der kommer til at ske altid noget helt tredje. Det
farligste lige nu er den udvikling som kan afstedkommes fra forskere der specialiserer sig
i samvirkningen af genteknologi og kontrolsystemer gennem trådløse netværk. Hvis ikke
forskerne over en kam allerede nu bliver udsat for en massiv folkelig modstandsbevægelse
over hele verden og går med til at underkaste sig meget strenge etiske regler for hvad de
sætter i gang, kan det der kommer til at ske med stor sandsynlighed blive et uophørligt
mareridt, som ikke nogensinde mere vil kunne bringes til ophør. Vi står ved tærsklen
til en højst sandsynlig uoprettelig ændring af hele naturen, som er uden fortilfælde i
kloden Jordens naturhistorie.
Hvis det går som jeg frygter vil dine forestillinger om hvad forurening er blive gjort
fuldstændig til skamme. Genforskningen varmer op til de helt store profitter, uden øje
for at den som næsten uundgåelig sidevirkning, vil komme til at skabe omfattende
ukontrollerbar genetisk forurening, der som en ustandselig steppebrand der breder sig
overalt, vil udsætte alt liv på jorden for naturkatastrofer og lidelse af ikke tidligere
sete dimensioner. Ukontrollerede, hastige og endeløse interagerende kædereaktioner i
klodens biologiske arvemasse vil spredes epidemisk, bølge på bølge på bølge, og gøre
alt levende utilpasset og sygt. Alle de finjusterede økologiske balancer vil kunne blive
brudt. Det der overlever vil kunne blive fastholdt i sygdom og lidelse slægtled efter
slægtled i flere hundrede tusinder år.
Og også dine forestillinger om hvad et overvågnings-samfund er, vil blive gjort
fuldstændig til skamme, - hvis det jeg aner sker. Dine tanker og følelser vil som et
uindbudt resultat af den forskning der er i gang, blive opfattet så at sige indefra, via
din selvopfattelse, af automatiske trådløse systemer, der aflæser dig konstant i
døgndrift indefra, uanset hvor du færdes og uanset afstande. Du vil på ingen måde selv
være herre over tolkningen og du kan når som helst, via fjernkontrol af dit autonome
nervesystem, blive udsat for trådløs "indefra-kommende" justeringer, af dine
instinkter, følelser, drømme, begær, tanker og beslutninger.
Det bliver ikke ophøjede medmennesker som udøver denne kontrol fra et centralt sted, men
derimod et globalt, altfavnende, selvudviklende, trådløst-virkende intelligenssystem,
som virker alle vegne og som ikke gør sig afhængig af biologisk eksistens, - som ikke
kan lokaliseres og uskadeliggøres, og som helt uden videre kan kontrollere indefra alle
vegne på samme tid, og for hvilket menneskene er dyr som alle andre animalske organismer,
uden nogen særlig status.
Som følge af forskernes ubeherskede undersøgelse af det mulige, vil levende væsner
omkring dig, også menneskelignende, i mange tilfælde ikke blot være mentalt
kontrollerede, men vil også være genetisk manipuleret til absolut loyalitet overfor den
formelle koncern der ejer dem, og disse levende væsner vil rent faktisk være levende
apparater, der i absolut grad er trådløst indefra-kontrolleret fra centrale
kommando-strukturer i det selforherligende herskende intelligens-system, selv om disse
levende apparater udadtil agere som selvstændige væsner. Du kan ikke bekæmpe disse
levende maskiner, idet du vil være etisk forpligtiget til at respektere dem, når først
de er skabt, da de vitterlig er levende og har følelser og har ret til et individuelt liv
som du selv.
Personligt vil jeg ikke finde mig i en så stupid og lidelsesvoldende ændring af verden,
- og jeg vil ikke have at mine børnebørns børn skal leve i en sådan virkelighed, og
jeg ønsker ikke at hele den levende natur for altid skal underkastes en sådan
skæbnesvanger virkelighedsændring. Jeg appellerer derfor til alle om, inden det sker, at
sige "Her til og ikke længere !" til den løbske forskning. Det der er ved at
ske svarer ikke bare til faren for atomkrig, det ER i sine virkninger selveste den globale
atomkrig i slowmotion. Det er krig på det atomare og vibratoriske plan mod det levendes
udviklingsnatur, sådan som den gennem millioner af år er hændt og har tilpasset sig
selv. Det får lov at ske uhindret fordi det, modsat åben erklæret bragende krig, sker
langsomt, snigende og umærkeligt, - men lige pludselig er der ingen vej tilbage.
Det bør gøres super-højkriminelt at tjene penge på alle former for
forskningsresultater og udnyttelse af disse, såfremt de bare kan antages at medvirke til
den her skildrede virkelighedsændring. Faktum er at udfaldet af den forestående kamp for
de individuelle væsners selv-suverænitet, er intet mindre end altafgørende for livet
på jorden. Altafgørende på et niveau der ikke har noget fortilfælde og som i
legitimitet langt overstiger selv de bedste begrundelser for at have udkæmpet
revolutioner, nationale frihedskrige såvelsom verdenskrige. Økonomiske hensyn til
individer, koncerner eller stater kan derfor på ingen måde imødekommes, - disse SKAL
ubetinget underkaste sig hensynet til det levendes hellighed, - intet mindre kan
accepteres i den nuværende farefulde udviklingsfase.
Med bange anelser og med et dybtfølt håb om at en så kraftfuld modstandsbevægelse kan
rejses i tide, at den vildtvoksende forskning og pengemagt overgiver sig uden kamp, og
ikke provokerer til voldsanvendelse for bevarelsen af det individuelle, spontant
udviklende, selv-suveræne liv på jorden, -
Venlige hilsner fra Bjarke.
[ Dagsoversigt | Arkiv ]
Skrevet af Bjarke, redaktion 11, den 10-04-2000
Copyright Nørre Djurs Web 2000